Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Kunstens berigelse
Dorte Karrebæk forærer os i ny bog et blik for det, der rækker ud over systemtænkningens rækkevidde
Offentliggjort
Sidst opdateret
"Den berigelse, som kunsten kan give os, beror netop på dens evne til at minde os om harmonier uden for de systematiske undersøgelsers rækkevidde." Med dette citat af den store naturvidenskabsmand, Niels Bohr, vil jeg introducere en ny, overvældende bog af Dorte Karrebæk. Bogen består af to halvdele, så den har så at sige forside i begge ender. Den ene halvdel består af billeder og har titlen Evige gentagelser, mens den anden hedder Stensamleren. Det er forlaget Jensen&Dalgaard, der har udgivet den.
I forordet skriver Dorte Karrebæk: "Når jeg i en uge ikke har tegnet og så gør det, kan den første tegning, hvis jeg formår at målrette opmærksomheden og glemme mig selv, blive bedre end tegning nr. 2 af samme objekt. / Efter flere forsøg opstår forskelligheden. Måske er tegning nr. 3 den bedste eller nr. 5. Måske stadig nr. 1. / Hvordan skulle jeg have opdaget det uden gentagelsen?"
Her får vi foræret en tilgang til at gribe og begribe verden, som nok peger ind i kunsten, men også i pædagogik, hvis vi tager det alvorligt at undervise; undrevise!
For det første drejer det sig om en opmærksomhed, der får en til at glemme sig selv; en modpol til den digitale skærmfristelse.
Dernæst hyldes gentagelsen, altså bestræbelsen på at finde det bedste af sine egne udtryk; en modpol til den evindelige målen sig med andre.
I bogens billeddel, Evige gentagelser, gengives blomster, sneglehuse, familiebilleder og penselbesjælede sten. Her er skønhed for øjnene, men også samtalestof i billedkunst, i natur og teknologi/biologi og i dansk. Gentagelserne gør det muligt at erfare Dorte Karrebæks begrundelse i forordet, men lægger også op til pædagogiske afsæt for at overgive sig til stoffet og til at oppe sig i selvforglemmelse over for stoffet.
Et oplagt eksempel er Dorte Karrebæks samvær med de sten, hun finder i strandkanten. Akkurat som billedhuggeren (Thorvaldsen fx) ser figuren, der genner sig i en marmorblok, eller som nature art-kunstneren (Jørn Rønnau fx), der ser mulighederne i et udgået træ, sådan ser Dorte Karrebæk besjælede hilsner fra forgangne tider i forsteninger og i formerne på nogle de strandsten, der byder sig til i strandkanten. Med sin pensel og sine farver fremhæver hun stenens muligheder.
Her kan hendes blik føre os hen i den verden, som rummer fikserbilledet (Ib Spang Olsens Mosekonens bryg fx) eller i det oplevelsesunivers, hvoraf vores righoldige sagnstof opstod; det som folkemindeforskeren Iørn Piø kaldte 'tiloverstro', fordi man anede væsner i skumring og tusmørke.
Dorte Karrebæks forunderlige liv som stensamler beskriver hun i en prosa, der både er velfortalt og levende, og som smyger sig ind i ens sind. Her kommer selvforglemmelsen til orde på en helt speciel nærværende måde med hilsner til mennesker, der har betydet noget i hendes liv, med sanselige registreringer, der som en fremmedfører kan gøre andre til til tingfindere, og med vidunderlige replikskifter med Gud.
Det er litteratur af fineste karat - lige til at tage bidder af i munden og fylde i elevernes ører.
Teksten er i øvrigt en bearbejdelse og udvidelse af den tale, som Dorte Karrebæk holdt, da hun modtog Holberg-medaljen.
Enhver lærer, der som Niels Bohr spejder efter de harmonier, der eksisterer uden for de systematiske undersøgelsers rækkevidde, må have denne bog inden for rækkevidde. For at glædes. Og for at få mod til undervisning.
