Jens Raahauge

Blog

Inde i skolens dagligdag - fra før reformen

"Af og til lykkes det jo", er den mildt optimistiske undertitel på den roman, som læseforskeren Erik Håkonsson har skrevet. Her får vi et kig ind i en skolekultur, der var engang, men som også vil kunne inspirere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Blommedalsskolen er en roman af Erik Håkonsson, som en del formodentlig husker for hans kampe for en lærebogsfri læseundervisning. Han lancerede en fordanskning af reading recovery , men fik ørerne i konceptmaskinen, da dette læseundervisningsprogram på indtil da ret udansk vis var blevet patenteret. Et par certificerede løb med palmerne, men vis Forum for Læseforskning fik Erik Håkonsson dannet et fornemt miljø for læseundervisere i det jyske især.

Når jeg nævner dette, skyldes det, at romanens hovedperson, Dorte Sommer, netop praktiserer den undervisning, som Håkonsson plæderede for. Og i bogens undertitel aner vi, at hun lykkes; i hvert fald i acceptabel  grad. Dorte Sommer er en ildsjæl, som lever og ånder for sit arbejde og for de elever, der går i hendes klasser. Derfor får vi også et indblik i de kampe, der udkæmpes i lærergruppen omkring det pædagogiske grundlag og i ægteskabet omkring det at tage arbejdet med hjem.

Faktisk giver bogen et fint billeder af lærerliv, som det udspandt sig nogle år før den reform, der radikalt ændrede den pædagogiske debat på lærerværelset og læreres tilbøjelighed til at tage arbejdet med hjem.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

På de indre skolelinjer får vi i øvrigt også et blik for et miljø, der i vid udstrækning har den engagerede tillidsmand som nøglefigur i samarbejdet med både ledelse og skolebestyrelse. 

Udfoldelsen af lærerarbejdet på den jyske skole og de dertil knyttede overvejelser og benspænd er romanens ene motor. Den anden er en foruroligende fortælling i kursiv om en mor, der dag ud og dag ind, uge ud og uge ind, måned ud og måned ind sidder på et københavnsk hospital og læser højt for sin søn, der ligger i koma. Først i bogens allersidste del får vi koblingen mellem de to handlinger. Imellem disse ro poler støder vi på forældre med vidt forskellige holdninger og levevilkår. Dette afspejler sig i elevernes tilgange til det at gå i skole. Vi er i tiden før forældre valgte skole eller søgte hen for at bo blandt dem, der var som dem selv.  

Ved siden af denne skolefortælling vælger Erik Håkonsson at flette en række betragtninger om det at undervise og det at drive skole ind i de enkelte kapitlers indledninger. Han skaber så at sige en ramme for den egentlige fortælling, så læseren bliver udstyret med 'de rette briller'. Det virker på mig lidt som at komme på et af de årskurser på lærerhøjskolen, som den almindelige lærer i dag bliver så grueligt snydt for. Men det har også bølgegangseffekt på læsningen: Op for at få overblik og så ned, hvor det sker. Og dette er ikke nødvendigvis befordrende for læsningen, når handlingen taber intensitet på forklaringens alter.

Alligevel har bogen ramt mig som både en genkendelse af skolelivet af i går og en refleksion over, hvad det ville være værd at genbruge i dag.

Den uformelle pædagogiske debat i frikvartererne, som jeg i dag for det meste oplever på friskolerne, sprang ud af nuets problemstillinger og var derfor vedkommende.

Tillidsmanden som nøgleperson i en skoleudvikling, der starter i løsning af dagligdagens udfordringer og gror op gennem systemet, var den danske skoles dna.

Klasselærerens blik for både elevers og forældres særkender kunne bidrage til at tømre fællesskabet sammen.

Det frirum, som tilliden til den enkelte lærer affødte, gav energi til og mod på at afprøve, hvad der kunne bære.

Den efteruddannelse som DLHs lange og længere kurser tilbød den enkelte lærer kunne give mere end 1000 konsulentslides.

På grund af sin kombination af "lærerhøjskole" og lærerhverdag vil romanen ikke komme på nogle bestsellerlister eller blive indstillet til kulturelle priser, men for den, der interesserer sig for en menneskelig udvikling af skolen, er der inspiration at hente.

Så nok er Erik Håkonsson ikke skønlitterær forfatter med stort F, men han bekræfter den camerounske digter Jacob A Ndifons ord: Old Men Are Libraries.     

Powered by Labrador CMS