Jens Raahauge
Blog
Vejarbejde på nettet
Ekstra Bladet lukker det kommentatorspor op 'nationen', som har været leveringsdygtigt i nogle af de mest grænseoverskridende og hadefulde beskeder med anonym afsender. Endelig - og må andre følge eksemplet!
Ekstra Bladets konstituerede ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll har besluttet at lukke det kommentarsprog, der har ligget under artikler på nationen! på ekstrabladet.dk. Begrundelsen er ganske klar: "Kommentarsporet har udviklet sig uhensigtsmæssigt, og jeg mener, det er uansvarligt af os ikke at tage konsekvensen... Det handler både om sexisme, racisme, chikane og meget andet, og det har udviklet sig til fuldstændigt vanvittige og uberettigede kommentarer uden nogen som helst substans eller relevans. Det er totalt uacceptabelt." Sådan siger den konstituerede chefredaktør. Så nu er Poul Madsen-epoken med massageannoncer og galskab i nationen!s kommentarspor ovre.
Gid andre medier ville følge efter, for som det fremgår af mange udsagn i debatten, så betyder tonen, at mange undlader at deltage i den offentlige debat.
Dette var en del af debatten i Deadline forleden (14.03.), hvor Mette Thiesen (NB) og Rasmus Nordqvist (SF) var i studiet for at diskutere netop dette efter at X-factordommer Oh Land havde åbnet ballet. Flere andre debatprogrammer om emnet har været vist, men når jeg specielt fremhæver Deadline-samtalen, skyldes det, at problemerne med en regulering blev åbenbaret: Nordqvist ønskede fokus på området og en vis regulerende lovgivning, mens Thiesen ønskede fokus på området, men ikke lovgivende regulering, for som hun påpegede: der var flere eksempler på, at højreorienterede debattører var blevet blokeret.
Nok trak hun ytringsfrihedskortet, men kom også til at pege på et af arnestederne for grovhederne. Ja, Berlingske kalder tilmed deres klumme for Groft sagt!
Men uanset hvad, så lad os i skolen bidrage til at holde fokus på området. Og lad os så håbe, at sportens voldsparate fangrupper, som lægger grunden til volden i kommentarspor på nettet, finder en kur imod den virus, der har fået tag i dem. Mange af vores elever er aktive der og tilsvarende steder.
Og voldeligt sprog inspirerer til voldelige handlinger.
Så tak til Ekstra Bladets konstituerede for klar tale og konsekvent handling.