Jens Raahauge
Blog
Mundsprit og håndbind
Tak til Anders Bondo Christensen for en stedse søgen efter at skabe den bedst tænkelige folkeskole uanset hvordan verden teede sig. Det vil være godt at kunne sin ABC for at komme videre.
For mange år siden talte jeg med en god ven om ungdomsliv. Han hed Herman Stilling, ordblind forfatter og foredragsholder med talefejl, og han havde på grund af modgang i tilværelsen oparbejdet en ukuelighed, der gav overskud. Han fortalte, at han som helt ung ikke kunne komme i lag med det andet køn, og han kom til den konklusion, at det måtte være, fordi han var for harmonisk. Derfor meldte han sig i bokseklubben Hermod, brækkede næsen og voila: nu var der ingen problemer med at få kontakt; pigerne hang ved ham, fordi han var kommet til at se livserfaren ud.
Kære Anders. Da jeg læste din "afskedskronik" i Politiken den 13. september kom jeg til at tænke på Hermans historie. Hold da op, hvor har du stillet op til kamp, også når det så sortest ud. Du har fået skrammer, og netop derfor er der grund til ikke blot at sige dig tak, men også til at hænge ved dig. Vi kan komme smukt videre, hvis vi vedkender os vores ABC.
På billederne over bloggen, som stammer fra kulturtidsskriftet Victor B. Andersens maskinfabrik, der havde Herman Stilling som lederskribent, ser vi dels den uniformerede, der beretter: "Du kan stole på os. Vi er vore venners venner." Til trods for at modparten levede op til dette småkorrupte, overgrebsskabende udsagn, så lod du dig ikke opsluge af invitationen, men holdt du hovedet koldt og skolekærligheden varm. Skolen kom til at stå tilbage som folkevognen foran kørelærerskolen på det andet billede: ramponeret, men dog med mulighed for genopretning. Og du bidrog til at få bragt den hen, hvor den kan blive gjort køreklar eller endnu bedre blive ombyttet til en mere bæredygtig model.
Hvad der sker, er nu ude af dine hænder. Men du har stået i spidsen for de to mest perspektivrige initiativer efter opgøret med det minuttælleri, som du fik i arv: Professionsidealet (2002) og Folkeskoleidealet (2019).
Det er dem, der skal bygges videre på, hvis vi skal have en levende folkeskole, der er funderet på levende lærere, der udøver levende undervisning.
At det koster at ville opnå det bedst mulige under de givne forhold, giver skrammer. Men ikke at forsøge er uværdigt. Og du har i den grad været en værdig formand, Anders.
Skrammerne er der flere kroniklæsere, som har hæftet sig ved. Især din af konstatering, at læreren er den væsentligste faktor for eleverne udbytte. Begreberne faktor og udbytte er centrale for måle- og kontrolfolket i KL og Finansministeriet, og selvfølgelig ligger det lige for at slå dem med egne begreber. Men kritikerne har vel ret i, at dette har en vis boomerangeffekt.
Når man længe har forsøgt at opnå resultater, vil modpartens terminologier også snige sig ind på en, ikke mindst hvis man lykkes delvist med sit forehavende. Det er vanskeligt at undgå at brænde nallerne i et sådant resultatsøgende arbejde. Også derfor er det et godt tidspunkt, du har valgt at stoppe på, Anders.
Derfor vil jeg sige dig et uforbeholdent tak for dit engagement og din indsats for folkeskolen i en tid, hvor vindene fra vennernes venner ikke altid har været af luneste art. Og de småskader modpartsvira har påført dig i sprogbrug og svedne fingerspidser, må en ny ledelse nemt kunne overvinde med lidt mundsprit og lidt håndbind. For det er uomtvisteligt, at professions- og folkeskoleidealerne inviterer til at blive udfoldede.
Du vil stå tilbage som den mand, der opnåede meget og tilkæmpede dig tilpas med skrammer til, at du er en, man hænger ved!
