Jens Raahauge
Blog
Folkeskolens fedtlag
Hvad er forskellen på folkeskolen og svineavlen? Blandt andet udviklingen af fedtlaget! Og hvor er DLF i dette fedtspil?
I Henrik Pontoppidans novelle Et grundskud får vi et indblik i den kamp for overlevelse, som fattige folk måtte kæmpe, og hvor nogles skæbne afhang af den gris, de købte ved kyndelmisse og skulle slagte ved Mortensaften. Som forfatteren skriver: "Af denne Gris, dens Voxekraft og Evne til at sætte Fedt afhang saa at sige hele deres Existens."
Jeg er gammel nok til at have mindelser om den tids syn på sammenhængen mellem fedt og eksistens; jeg lærte ganske enkelt at holde af den sennep, som var nødvendig for at få det kogte blævreflæsk, der fulgte med de gule ærter, til at glide ned.
Men med landbrugets afhængighed af den engelske forbrugeres smag for mager bacon, gik svineavlerne i gang med at reducere spæklaget på de danske svin. Nu var det kødet, som var i fokus. Jeg husker faktisk et grønt folkevognsrugbrød med en ganske fyldig chauffør. "Antonius, det kødfulde svin" stod skrevet på bilens døre.
Men det er som om angelsakserne har kvitteret for den magre bacon ved at sende et andet fedtlag til os, ikke til indtag gennem munden, men til tilfredsstillelse af dem, der har smag for kontrol, evaluering og effektivitet.
Der løber en række debatter her på bloggen om blandt andet ledelse og antallet af ledere. Lederne er sammen med konsulentkorpsene en del af det fedtlag, som omgærder skolens (og andre offentlige institutioners) kerneydelser.
Begrundelsen er den stadigt voksende kompleksitet, som udøvelsen af vores profession er kendetegnet ved. Men måske var det en idé at kigge på karakteren af denne: Hvad og hvem har skabt komplikationerne? Mon ikke det voksende fedtlagt beror på det foder, der er anvendt. Hvad nu om netop mistillid og rationaliseringsiver er de tilsætningsstoffer, som bidrager til fedtlagets vækst - og som i Sifs tilfælde kan udløse (skole)dødelige tilstande. Manglende tillid, effektivisering og dokumentation kræver kontrol og styring, og det skal der være nogle til at tage sig af.
Da ledelseslaget tog til i vækst, kom de første svaghedstegn, og som dyrlægen hos Pontoppidan ordinerer et stof, der skal smøres om trynen, og som altså ikke virkede, fik ledelserne behov for hjælp fra en lang række konsulenter. Alt dette er blevet betalt med blandt andet den almindelige lærers efteruddannelse og forberedelsestid.
Men til slut et satanisk spørgsmål: Hvem er interesseret i at styrke den menige underviser ved som svineavlerne at gå målrettet efter en minimering af fedtlaget?
UVM, næh, så mister politikerne en platform for profilering og falsk handlekraft
KL - næh, så mister skoleejerne den topstyring, som er kontrollens, detailreguleringens og effektiviseringens forudsætning
DLF - tja, er man dybest set interesseret i at miste den sværm af muligheder for avancement, som leder, mellemleder og konsulenter gør muligt?
Og før vi får afklaret dette 'tja', har vi brug for en stærk sennep, der får skolens blævreflæsk til at glide ned.
Det eneste, vi ikke har brug for, er fedtspil!
