Jens Raahauge
Blog
Læreren - litterær livredder
En række forfatterprotrætter, der just nu er udstillet på Svanekegården, har givet mig mindelser om døde poeters klub. Bidrager den nuværende læreruddannelse til litterær livredning?
Fotografen Torben Glarbo udstiller en række forfatterportrætter i foryeren til Svanekegårdens teatersal. Billederne er blevet til i årene 1966-68 på foranledning af Det Kongelige Bibliotek, og de har aldrig været vist eller offentliggjort siden.
Her hænger de så, nogle af den tids store: Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen, Hans Scherfig, Elsa Gress, Hans-Jørgen Nielsen, Dorrit Willumsen, Villy August Linnemann, Charlotte Strandgaard, Jørgen Leth, Lise Sørensen, Sven Holm, Sandra Holm, Anders Bodelsen og William Heinesen.
Lad øjnene løbe hen over listen. Hvem kan du huske? Hvem har du glemt? Og hvem har du måske aldrig hørt om?
Poeten Peter Poulsens tekst til portrættet af Sandra Holm er ganske sigende: Når alle har ædt hinanden, bliver her meget stille. Og netop ved Sandra Holm, som for mange vil være den mindst kendte af rækken; Hun blev kun 44 år og fik udgivet ret få titler - og så skrev hun i starten på sit modersmål, svensk.
Vi ved, at forfatteren næres ved hinanden; inspireres, motiveres, provokeres og plagieres. De er vist ikke nogen hemmelighed, at forfattere flest er flittige læsere. Men når man ser rækken af forfatterportrætter på Svanekegården, så er der også en god portion sandhed i udsagnet om, at de æder hianden. Og der bliver på sin vis stille, selv om andre så begynder at tale.
Hvem skal genoplive de døde poeter? Hvis de da skal genoplives? Nu jeg har nævnt Sandra Holm, kan jeg passende pege på en de store genoplivere i det danske litterære miljø: Hans Otto Jørgensen, som på sit forlag Gladiator for et par år siden genudgav hendes Har jeg været her før. Og svaret på titlens spørgsmål må være et klart JA! Læg i øvrigt mærke til forlaget Gladiator (og andre små forlag), som satser på at holde fanen højt omkring kvalitet, også den fra døde poeter.
Hans Otto Jørgensen har i sin hovedrysten over den litterære kanon, som blev lanceret for år tilbage, udgivet en lang række titler - ikke mindst af kvindelige forfattere - som han finder, en kanon vil stille i skyggen. Og han har jo ret: Når man fokuserer på noget bestemt, lægger man alt andet i mørke; også det, der er af høj kvalitet.
Det karakteristiske ved forfatterskaberne på kanonlisten er, at disse forfattere skrev på den rigtige bølge på det rigtige tidspunkt. For de flestes vedkommende bragte de internationale strømninger til landet. (Og derfor er det da en skæbnens ironi, at alle nationalkonservative kræfter dyrker dem så uhæmmet.)
Men der findes oceaner af værdifuld - også dansk - litteratur uden for de kanoniseredes rækker. Og vi kan som undervisere ikke overlade ansvaret for at vedligeholde kvaliteten til Hans Otto Jørgensen og de småp forlag alene. Det er i undervisningen, der til stadighed skal ske genoplivning af (skin)døde poeter. Og der er meget at komme efter.
Men det fordrer selvfølgelig, at man som dansklærer dels er belæst, og dels har et rigt udvalg af alle tiders tekster til rådighed.
Med hensyn til det belæste, så kræver det, at man holder af litteratur, men også at man har fået lagt et grundlag via sin læreruddannelse. Og når man iagttager det, det radikale undervisningsorakel, Morten Østergaard, kalder kvalitet gennem faglig fortætning, så bliver der ikke blot sået tvivl, nej, tvivler har spirer, er gået i blomst og frø og er ved at sprede sig. mange taler om, at læreruddannelsen skulle gøres længere, men hvorfor ikke starte med at fylde de fire år, der er, med kvalitet og danskfagligt indhold, der ikke skal matche reformens læringssyn, men fagets dannelsesmuligheder?
Og med hensyn til adgang til et nuanceret tekstudvalg, så slog det mig, da jeg deltog i de to kanonudvalgsarbejder, at de fleste undervisningsmaterialer, minder lidt om Venstreavisernes bagsidevittigheder: de er planket fra kollegaerne. I undervisningssammenhæng bliver næringsfattigdommen holdt ved lige af blbliotekernes satsninger på det, der er in lige nu. Så kære dansklærere, prøv om I kan få skolen til at oprette en skønlitterært bibliotek til dansklærerne, hvor I kan sætte de bøger, der har berørt jer. Og som det måske en dag vil være oplagt at vende tilbage til.
Forleden, da jeg talte om Dr. Dampe på Christiansø, måtte jeg jo rundt om lægen Tage Voss, som på (det lille forlag) Vandkunsten fik udgivet Kære Dr. Ishøy : 46 epistler om lægens liv og gerning, hvori han inspireret af en af landets første og fineste influencere, Ludvig Holberg, blandt andet skriver om tidens specialisering, der er så omfattende, at det på hospitalet vil tage 1 år og 14 etager at få en overblik over det hele menneske. Hvor er jeg glad for, at jeg gemte Tage Voss og hans helhedssyn på mennesket, også i lyset af, at Dr. Dampe talte om friheden som en del af det frie menneske.
Og da jeg forleden skulle anmelde Merete Riisagers tankevækkende og inspirerende bog, hvori de gudløse venstreorienterede udskammes, blev jeg så glad for at have gemt Ivan Malinowskis digte, hvori han blandt andet fra Texas skriver om en reklame, hvor et par romerske soldater på deres spyd hæver en svamp med eddike op til den korsfæstede Jesus, som i væmmelse vender hovedet bort og siger: Det skal være Jacksons eddike! For mig består skolereformens destruktive menneskesyn af en sur blanding af degenereret kristendom og utøjlet markedstro.
Så når en og anden stikker mig en svamp med skoleformens safter, vil jeg vende hovedet bort og sige: Det skal være dansk vand fra kilden.
