Jens Raahauge

Blog

YTR? YTR! YTR?

Ombudsmanden har gjort det klart: Lærere har ytringsfrihed, som alle andre, når blot de ikke bryder tavshedspligten omkring elever og kolleger. Men derfor kan man jo godt tænke sig om.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mit seneste blogindlæg afsluttede jeg med det statement, at en skole er ilde stedt, hvis den ikke har kritiske lærere - fordi kritik fremmer omtanke og vægtning af det bedre argument. Ja, måske er enkeltlæreres kritiske ytringer i nogle tilfælde mere befordrende for udviklingen af den gode skole end udvalgsdrøvtyggede oplæg, som rummer en mængde kompromisser. Den kritiske ytring kan være bærer af 'det bedre argument'. Jeg har i hvert fald som leder hentet gedigen inspiration af kritiske stemmer blandt lærerne - og andre omkring mig.

Når jeg indleder med dette, er det fordi jeg nok er enig med ombudsmanden i, at lærere har ytringsfrihed som alle andre og ikke er bundet af loyalitetsforpligtelser over for arbejdsgiveren. Alle de eksempler, han lister op i artiklen på folkeskolen.dk har jeg intet at indvende imod: https://www.folkeskolen.dk/1871627/ombudsmanden-laerere-har-ingen-loyalitetspligt-overfor-arbejdsgiver-naar-de-ytrer-sig-offentligt

Alligevel vil jeg gerne slå til lyd for, at vi alle kobler eftertanken til, inden vi benytter os af ytringsfriheden - apropos illustrationen over dette blogindlæg. For mig at se er der sket en voldsom polarisering i debatten omkring ytringsfriheden efter at Jyllands Posten afstedkom det, der rundt om i verden kaldes 'the cartoon crisis', som blandt andet har ført til, at magthavere udskammer mindretal, blot fordi de kan, men stik imod ytringsfrihedens væsen.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

For lige at sætte dette i relation, så har jeg som leder end ikke overvejet, om min ytringsfrihed strakte sig til at måtte udtale mig kritisk om skolens ansatte som anonymiseret gruppe. Og så alligevel. Jeg har en morgen ved et af lærerforeningens medlemskurser i et foredrag sagt, at jeg ikke kunne fordrage, at idrætslærere gik til andre fags timer i idrætstøj. Det mindste, man kan forlange, er at lærere går ordentligt klædt. Desværre var redaktøren af lærerkredsens blad til stede og skrev om det. Så dagen efter, at bladet udkom, mødte samtlige lærere op som skulle de medvirke i Brechts Laser og pjalter.   

For mig er kernen i ytringsfriheden, at enhver ansat kan - og i nogle tilfælde skal - bidrage til transparens i beslutninger og handlinger ved at investere sin skepsis, indsigt og faglighed i dialogen. Derfor må det hilses velkommen, at nogle kommuner nu melder ud, at de vil pointere ansattes ytringsfrihed.

Men jeg har i mit lange arbejdsliv set eksempler på, at enkelte lærere offentligt har udtalt sig på en sådan måde, at det ramte kolleger og satte samarbejdsmulighederne over styr. 

Dette skete før de sociale medier sad alle i fingrene, men jeg tror, at mange - akkurat som mange af de unge - kan komme til at afsende udbrud, som det kan være vanskeligt at komme videre fra.

For mig at se skal vi ikke bare råbe røvhul efter naboen for at vise, at vi har ytringsfrihed og kan, men tværtom udnytte denne frihed til at søge at påvirke vores omgivelser til det bedre; altså at vi med vores kritik går efter at gøre dem, der sidder på magten, klogere.     

Men det forudsætter, at magten har ører og kan bruge dem. Herom mere i næste blog.

    

Powered by Labrador CMS