Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
En tankeåbner
Årets World Press Photo udstilling er just åbnet - og her er noget at komme efter for enhver underviser med hang til refleksioner
Offentliggjort
Sidst opdateret
Som vanligt danner Politikens Pressen rammen om årets udstilling af de fotojournalistiske værker, som et World Press Photo-panel har udvalgt som årets bedste. Og midt i en billedtid, hvor enhver knipser løs med mobilen, er der meget at komme efter i mødet med de professionelle og deres øjeblik.
Derfor kan det anbefales at lærere, der i 7.-10. klasse skal sætte rammerne for de unge bliver klogere på både verdens mangfoldighed og fotografiets sproglige bærekraft lægger vejen om ad WPP-udstillingen. Man kan ikke undgå at komme berørt derfra.
Nu ligger Politiken i København, og der er langt fra Hadsund til hovedstaden. Derfor er det værd at nævne, at oplysningen fra mange af de stærke fotos også kan nå ind i klasserum langt fra København, fordi Politiken bringer en fotosession på nettet:
https://politiken.dk/tag/main/Foto2022
Som en ordramme om fotografierne vil jeg lægge to indfaldsvinkler, der er hentet fra taler ved åbningen af WPP-udstillingen:
Politikens fotochef Peter Hove Olesen omtalte i sin i øvrigt fine og facetterede velkomsttale et forhold, som jeg bed mærke i: Han var blevet spurgt om, hvilke af de forskellige udvalgte vinderbilleder, der efter hans opfattelse skulle have prisen som Årets vinder. Det faldt ham vanskeligt at vælge, men efter en del overvejelser kunne han blot sige, hvilket han mente det ikke kunne blive. Og så pegede han med klædelig ydmyghed hen på det billede, som juryen havde valgt. Hans konklusion var, at man altid kan blive klogere ved at lytte til andres vurderinger og argumenter, og at man derfor må møde verden med åbent sind.
Denne tilgang rummer for mig fine perspektiver for alle, der er involverede i pædagogiske processer.
Journalisten Stéphanie Surrugue holdt den officielle åbningstale, der formede sig som den skrivende journalists kærlighedserklæring til fotojournalisterne og til samarbejdet med dem. Hun underbyggede sin kærlighed med episoder fra det virkelige liv, hvor hun med ordene og fotografen med kameraet havde haft diskussioner om udformningen af det produkt, de skulle levere til avisen. I den forbindelse nævnte hun et forhold, som gjorde indtryk på mig: Hun fortalte, at hun havde lært mere ved at følge fotografens blik end ved noget andet i faget.
Dette fik mig til at gruble over, om det kunne være en god idé at lade de skriveøvelser, som må indgå i folkeskolens undervisning i journalistik, tage afsæt i fotografens blik og fotografiet frem for i ord, der skal illustreres med et par billeder.
Måske har hun en fin pointe i, at ordet og refleksionen følger efter billedet og det konkrete. I begyndelsen var billedet!
Og hvor var det vederkvægende at overvære en en åbning, hvor de professionelle var stolte af deres profession, og hvor deres kolleger fra andre områder af pressen delte denne stolthed. Som Stéphanie Surrugue sagde, så kan man sagtens være stolt og ydmyg på samme tid.
En attitude til efterfølgelse for andre professioner, der holder andres liv i deres hænder!!
