Jens Raahauge
Blog
Hjertesprog i Babelshus. 3
Fra kurset "I skole med Grundtvig" fik en workshop om hjertesprog i vores nutidige kontekst afsat tanker i mig i mange retninger. Dem vil jeg prøve at komme rundt om; her noget om afvisning af sprog og berigelse i sprogmøder
Som jeg skrev i den første blog i denne serie om hjertesprog, er der en klar sammenhæng mellem ens sprog, identitet og adgang til fællesskabet.
Workshoppen på kurset I skole med Grundtvig stod jeg dansksprogede for sammen med viceskoleleder Allaa Al-Naquac, der taler arabisk og dansk, og rektor Alexander von Oettingen, der taler tysk og dansk.
Allaa Al-Naquac fortalte om sit møde med Danmark, som han og hans familie flygtede til, da han var 9 år gammel. Det, der gjorde uudsletteligt indtryk på ham, var at se faren, som havde været den favnende imam med ordet i sin magt, miste sin udstråling, da hans sprog ikke længere rakte. Og han formanede sin dreng til at lære både arabisk og dansk perfekt, så han ikke skulle lide samme tort. Allaa gjorde, som faren havde sagt, tog en uddannelse på DTU som ingeniør og blev siden viceleder på en muslimsk friskole for at bidrage til, at eleverne her kunne blive gode til både dansk og deres oprindelige modersmål. Han havde set så mange eksempler på, at unge havde mistet fortrolighed med deres families sprog og lært et utilstrækkeligt dansk, så det var falsk varebetegnelse at kalde dem tosprogede.
Alexander von Oettingen reagerede ganske stærkt på Allaas beretning, fordi han genkendte sin egen sprogstart i livet. Han er barn af en tysk far og dansk mor med bopæl i Tyskland. Hjemme talte hans mor dansk med ham, men måtte på lærerens foranledning begynde at tale tysk tilh ham, fordi "her taler vi tysk". Men moren talte et dårligt tysk, hvad drengen jo ikke kunne vide. Først da familien senere flyttede til Flensborg, og han kom i gymnasium, gik det op for ham, at han var ret dårlig til både dansk og tysk. Efter at have arbejdet på at råde bod på dette, ser han det i dag som en fordel at være tosproget.
Men det rystende er, at Alexanders historie gentager vi dagligt. "Tal dansk derhjemme, for det er sproget her i landet!" Derfor kan Allaa møde børn og unge med to sprog, der næppe kan kaldes andet end nødsprog. Og det er et mindretal beskåret at besidde Alexanders resurser for at rette op på miseren.
Som Alexander har erkendt, så er det en styrke at være tosproget, fordi man bærer erfaringer fra to eller flere kulturer i sig. Sprog er jo et forsøg på at skabe og fastholde sin virkelighed. Vi kan fx se forskellige livsvilkår træde frem i sproglige udtryk som faste vendinger og ordsprog.
Allaa fremdrog et arabisk ordsprog, "ledig mand leger med sine klunker", som et eksempel. Flere deltagere i workshoppen reagerede på en måde, der tolkede udsagnet på en meget dansk måde. Men dets baggrund er, at landsbyens mænd sidder i solen og drikker te, indtil de, der søger arbejdskraft, komme og hyrer dem, de skal bruge. De resterende sidder tilbage i solen i deres kjortler, hvorunder de ikke bærer underbukser. Derfor kommer de til at svede i skridtet og flyttet rundt på benene for at lindre ubehaget.
Alexander havde eksempler med fra Friesland, hvor han og familien en overgang boede. I de flade lavland er en talemåde som "Stort hjerte. Bred horisont" en smuk karakteristik af det, der betyder noget, ligesom urtrykket "hold hovedet over vandet" er velplaceret i et stormflodstruet område.
På dansk har vi et udtryk, som både signalerer udblik og fejlhøring. Vi taler om at have fået "en kold tyrker". Som et land, der ligger på centrale handelsruter, har vi kontakt til mange områder. Vi har navngivet en bestemt fugl kalkun, opkaldt efter dens oprindelse i Calcutta, hvorfra tyrkerne hentede den. Englænderne, som derfor mente, at den satmmede fra Tyrkiet, kaldte den tyrkey. Når den var utilpas, rystede den og det megen overflødige hud under næbbet blævrede, hvilket gav ideen til, at de rystelser, som abstinenser medførte, blev omtalt som cold turkey. En dansker, der hørte dette, begik så det, vi kalder en undersættelse: en kold tyrker.
Disse eksempler skal blot antyde, at sprog udspringer den virkelighed, sprogbrugeren befinder sig i - tilsat sprogrytme, livsfilosofi, humor, fejlslutninger og meget andet.
Men hvorom alting er, så vil sprogmøder kunne bidrage til at udvikle og berige deres sprogbrugere.
Det fremgår ganske fint af Benny Andersens tekster i Verdensborger i Danmark og andre digte om danskere, at vi i vores ensprogede land forpasser en masse muligheder for berigelse ved at lukke af for, at andres modersmål også er hjertesprog. Dertil kommer som det væsenlige, at denne holdning skaber følelser af mindreværd, hvad det så måtte indebære af ulykker.
Da man på Vanløse Kulturstation fejrede den tyrkiske digter Murat Alpar, som har oversat væsentlig, nutid dansk lyrik til tyrkisk, sagde Benny Andersen, at han nok vidste, hvad en kold tyrker var, men først da han mødte Murat Alpar erfarede, at man også kunne finde en varm tyrker.
En sådan sprogholdning kunne berige os alle: Stort hjerte. Bred horisont!
