Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Herre, se i nåde ned til den hele redelighed
Dette Gustav Wied-citat randt mig i hu, da det slog mig, at folkeskolens misere er en del af noget større.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Dagladet Information præsenterer lørdag en lang samtale med med tidligere præsident Obamas taleskriver og udenrigspolitiske rådgiver Ben Rhodes. Samtalen er en interessant analyse af den udvikling, som bliver blotlagt i dag for øjnene af os alle: den tid, hvor USA var krumtappen i den herskende verdensorden, er forbi - uigenkaldeligt. Hvad der er uhyggeligt, er hans påpegning af det kaos, som nu følger, og hvad der er interessant, er hans analyse af, hvad der gik galt: Det er amerikanerne selv, der har tabt det hele på gulvet, fordi profit, national sikkerhed og ny teknologi altid stod over demokratiske principper. Og vi har fulgt med ad denne vej et langt stykke - også til skade for den folkeskole, der skal være vores demokratiske værn mod udemokratiske indre og ydre fjender.
Skolen har i efterkrigstiden både været en del af en helt unik, positiv udvikling og en del af noget værre. Lad os holde fast i det positive og gå i kødet på det værre.
Da vi i slutningen af 1950erne efter undervisningsminister Jørgen Jørgensens enorme forarbejde fik en Blå Betænkning var vi slået ind på en vej, som kunne mindske afstanden mellem land og by og mellem overklassens privilegier og alles lige ret til uddannelse, en sidestilling af åndens og håndens arbejde.
Men alt dette er en saga blot, fordi vi har lagt os mere og mere i det spor, som Ben Rhodes skitserer med vægt på især ulighed og instrumentalisering på bekostning af demokratiske principper.
Lad mig blot nævne:
- forkastelse af undervisningsminister Knud Heinesens forslag om 12 års skolegang med en bred vifte af tilbud og med ophævelse af skellet imellem teoretisk og praktisk uddannelse, mellem åndens og håndens arbejde.
- nedlæggelsen af lærerrådet og styrkelse af en hierarkisk ledelsesopbygning
- en omfattende og ukritisk digitalisering af skolen og dens undervisning
- en folkeskolereform, der bygger på individualisering og læring frem for på undervisning og fællesskab
Der er hobevis af andre eksempler, men de fire nævnte er markante udtryk for, at det politiske system har truffet valg, der alle bidrager til ulighed og instrumentalisering, og som alle har gjort skolens demokratiske processer til garniture.
Der sker så meget godt i skolen, men hvor længe kan vi leve med, at skolens demokratiske rammer - i videste forstand - underprioriteres. Men når vi prioriterer ånd over hånd, digitalisering over samvær, individualisering over fællesskab, så risikerer vi at tabe hele vores demokratiske modstandskraft på gulvet. Så risikerer vi at miste vores humanistiske legitimitet til den stærkeste, den hurtigste, den smarteste; og så er det endegyldigt slut med al snak om det velfærdssamfund, som vi lige nu ormæder indefra.
Herre, se i nåde ned til den hele redelighed, eller endnu bedre: det må vi selv gøre noget ved!
