Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Har skolen fået frost i rødderne?

Kender du det, at en tanke pludselig springer i en helt anden retning? Dette oplevede jeg, da jeg læste Lars Zbinden Hansens beretning om 30 års passioneret liv i Afrika og blev slået af, at der er paralleller til udviklingen af vores skole.

Publiceret Senest opdateret

Det var med en god portion forventning, jeg satte mig til rette med Lars Zbinden Hansens bog om et langt, passioneret liv med Afrika som omdrejningspunkt for hans og hustruen Claudine arbejde. Forventningen skyldes ikke mindst en interesse, som jeg har oparbejdet især via mange års engagement i UNICEF Danmarks arbejde og ved at følge min egen kones pædagogiske engagement i projekter i Eritrea, Kosovo og Indonesien.

Og bogen skuffer ikke. Vel er den et partsindlæg, som udspringer af et dedikeret ægtepars oplevelser af skønhed, menneskelighed, successer, svigt og nederlag, men den er også - og først og fremmest - en fortælling om et liv blandt mennesker, der er oplevet med alle sanser, følelser og etiske værdier i behold.

Bogens titel, På kanten af asfalten, fik forfatteren "foræret" af en bekendt, der skulle forklare, hvor han boede i en af byerne på dette kontinent med få gadeskilte. Og titlen bliver på sin vis en metafor for det land, hvor skellet imellem dem på asfalten og dem på sandvejene er markant. Det fremstår som en kløft imellem den veluddannede afrikanske elite og de mange, men også mellem de hjemlige administratorer og deres udsendte i marken, hvad enten det drejer sig om Udenrigsministeriet eller nogle specifikke ngo-organisationer.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse.

Efter at have læst bogen er jeg blevet bestyrket i, at de afrikanske stater - selvfølgelig - er lige så facetterede og forskellige som fx vores i Europa, men også at der er visse træk, som er fælles i de tidligere kolonier, fx at folk, der bliver valgt til landets højeste poster, har en tendens til klamre sig til magten via forfatningsændringer og fusk, og at der mange steder trives en kriminalitet og en korruption, som det er vanskeligt at komme til livs. Men først og fremmest bliver man varm ved mødet med de lokale, der får ting til at lykkes ude i marken, og ved den livsfilosofi, som mange steder holder liv i livet. Man forstår forfatterens fascination, fordi han og hans hustru også har mødt det, der har perspektiv.

Imidlertid forstår man også hans mismod over håbefulde projekter, der hovedkulds lukkes efter beslutninger i københavnske fora, hvad enten de træffes i Udenrigsministeriet eller i en velgørenhedsorganisation.

Endelig forstår man de dilemmaer, der beskrives, når man sammenligner de danske udsendtes lønninger med de lokales.

Men hvis man skal undervise i afrikanske forhold, så er der gode nuanceringer og iagttagelser fra lokale områder, som kan bidrage til at give eleverne mere levende indtryk af det store kontinent.

Én ting forekommer mig mere end ubegribelig efter læsningen: Hvordan kan en dansk regering søge samarbejde om sagsbehandlende flygtningelejre i Rwanda, når man betænker, at samarbejdspartneren på en eller anden måde forekom involveret i et af de mest omfattende folkemord i Afrikas historie, og hvis meriter sidenhen ikke er kønne?

Men tilbage til min tankeflugt til den danske skole.

I bogen beskrives nogle af de jakkeklædte konsulenter, der møder op som repræsentanter for donorerne hjemme i Danmark. De kommer med deres koncepter og er mere interesserede i at belære end i at lytte til dem, der har praksiserfaringer.

Og se, her faldt det mig naturligt at koble til behandlingen af den danske folkeskole, hvor jeg især mindes nogle møder, hvor et par konceptlystne læringskonsulenter gjorde sig i belæringer og arrogante svar. De repræsenterede den magt, som havde udtænkt den reform - eller rettere de reformer - som skulle være grundlaget for folkeskolen. Og når man læser om ambassade- og konsulentfolkets liv i parallelverdener i forhold til de udsendte og deres lokale samarbejdspartnere, får man en sær fornemmelse af sammenfald.

Jeg mindes at have læst et citat af daværende chef i Undervisningsministeriet, Jesper Fisker, der sagde - frit efter hukommelsen: "Vi troede, at når vi trykkede på kontakten i ministeriet, så tændte lyset overalt på skolerne". Jeg har opgivet min konspirationsteori om, at folkeskolereformerne var en skjult manøvre, der skulle føre til en privatisering af den offentlige skole. Men det står mejslet i min overbevisning, at den udsprang af en arrogant foragt for de mange praksiserfaringer, som har båret den danske skole.

Lars Zbinden Hansen noterer i et opsamlende kapitel, at han "står nu og romantiserer og tænker nostalgiske tanker". Jeg tænker på, om det er det samme, der gør sig gældende, når jeg finder, at folkeskolens gangart i de sidste 10 år har bestået af tilbageskridt. Men når jeg ser det opbrud, som synes at være på vej, så er der måske alligevel håb.

En af vores planter, en agapanthus, fik i vinter frost i rødderne. Men nu viser den trods de dårlige odds livsvilje, og de første grønne skud titter frem. Så måske er der håb, selv om skolen har fået læringsfrost i rødderne.

Blot skal vi i jublen over, at der er grøde, huske på kloge Uffe Ellemanns ord: "Når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen". Tænk fx på, at vi glædes over, at de nationale test nu synes mere brugbare for "læreren i klasserummet. Jamen, de er jo fortsat tidrøvere, der primært tjener som kontrol af skolerne. Og de vil altid i et vist omfang være styrende. De frugtbare test, som vi altid skal benytte, er udformet af lærernes selv på baggrund af det, der er undervist i. Nationale test er opfundet i skolesystemer, der har nationalt curriculum - i visse tilfælde med beskrivelser af, hvad der skal foregå i hver enkelt lektion.

Lad os glæde os over det første spirer, men lad os ikke nøje med reformistisk beskæring af en kommende frodighed.

Powered by Labrador CMS