Jens Raahauge
Blog
Øjenåbner og ørevender
I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er syvende refleksion.
For år tilbage indgik det i en grundbog for sjette klasse, at eleverne - i den grad prisværdigt - skulle læse Brødrene Løvehjerte. I den tilknyttede lærervejledning med opgave- og evalueringsark var der en multiple choise-test, hvori man for at score 13 rigtige skulle svare, at bogen slutter med, at brødrene dør. Dette er godt nok ét af flere mulige svar, men også kun ét, hvor de to andre svarmuligheder kunne være fuldt ud så gode. Fx skriver Lindgren selv et læserbrev til bekympede forældre og børn, at drengene springer videre til et andet land hinsides: Nangilima.
Dette eksempel er blot en forløber for de mange opgaver med spørgsmål, som digitale litteraturundervisningsforløb excellerer i. Det kræver en fagligt god og velforberedt lærer for at afbøde de iboende indsnævringer eller overgreb på den litterære tekst.
I forbindelse med en klasserumsundersøgelse fortalte en forsker, at hun havde overværet en dansklektion, hvor en elev markerede ivrigt, fordi han havde gjort en interessant iagttagelse. Han blev affærdiget med et 'joh' og et smil, mens en anden lidt senere fik nærmest applaus for en bud, som var identisk med det, der var anført i den vejledning, som læreren havde fået i medgift til den kommunale indkøbers platformede tømning af skolens midler til indkøb af undervisningsmidler. Og for at føje spot til skade var hendes forberedelsestid også reduceret markant. Men alligevel...
Hvis vi skal levere en litteraturundervisning, der både tager afsæt i teksten og animerer eleverne til at iagttage og engagere sig, så må vi også være lydhøre for både tekst og elever. Og ofte afslører eleverne fine iagttagelser, som kan tilføje læsningen nye muligheder. I forbindelse med min deltagelse i Ole Vig Jensens Musisk Udvalg læste jeg Karen Blixens De blå øjne i en overbygningsklasse. Jeg læste historien op, men stoppede op inden slutningen, og bad eleverne komme med bud på en slutning. Deres svar kunne kategoriseres i tre grupper; en bestod af forslag, der var meget lig Blixens eget valg, mens de to andre havde forslag, som kunne begrundes i spor i teksten, og som derfor var helt acceptable. Vi kunne så i fællesskab fundere over, hvorfor Blixen havde valgt, som hun gjorde. eg har skrevet lidt om forløbet i bogen Læs og brænd på (Dansklærerforeningen). Dens titel signalerer, at god litteraturundervisning sigter mod at give læserne lyst til at forstå i modsætning til de instrumentelle læsninger, som kan kaldes læs og forstå - altså læsninger som tager patent på en bestemt udlægning, som i øvrigt passer til reformens krav om at satse på det målbare. Omkostning: de æstetiske og etiske aspekter ved litteraturen.
For mig er haren en fin metafor for det, der kræves af en dansklærer, der læser litteratur med eleverne. (Og for dens sags skyld for en leder, der står i spidsen for de lærere, der beskæfteger sig med mennesker i udvikling). Haren kan vende ørerne og opfange signaler, der kommer fra forskellige retninger, og den har et enormt synsfelt, men kan holde en retning. Dens eneste handicap er, at den ikke kan skifte retning, hvis den får en løbebane mellem lyset fra en bils forlygter. Så blændes og enspores den. Læringsmålene svarer til bilens lys. En gedigen litteraturundervisning må derfor ske i et transparent dagslys, som opstår i tekstens kvalitet, lærerens faglige grundlag og elevernes engagement. Men læreren skal påtage sig at gå forrest som en øjenåbner, der inddrager alle ved også at være ørevender.
Mats Letén udgav den skønne billedbog, En mærkelig mand (Høst & Søn), hvor en mand, der kommer til byen, er særpræget ved, at han altid går baglæns; for så kan han se, hvor han kommer fra. Men han støder jo ind i alt nutidigt. Derfor er haren som metafor et godt alternativ til at gå baglæns.
Selvfølgelig skal vi læse al god litteratur, ny såvel som ældre, men vi skal læse det nyt. Lad mig som eksempel nævne de nytolkninger, som findes i bogen Den etiske Andersen (Dansklærerforeningen). De mange elever, som jeg har talt sammen med om Svinedrengen, kender eventyret fra skolens undervisning, og de er helt på det rene med, at prinsessen er den, der skal udskammes, mens prinsen er helten. Men bogen her spiller op til en anden tolkning: Svinedrengen tager ikke en piges nej for et nej og bruger ufine kneb for at komme i lag med hende. Da hun giver efter for presset, danner hendes hofdamer værn og hendes privatliv, men hendes far kommer brasende ind og smider hende ud hjemmefra. Så i det lys kan man sige, at svinedrengen er et svin og kongen en hævnende æresrytter.
Litteraturundervisning er danskundervisningens åndehul, som reformens formålsløse læringsmål truer med at fryse til. Men hvis du ser to hareører, der rører rundt i grødisen, så er der håb endnu, for så er du på sporet af en, der trods hårde odds forsøger.
