Jens Raahauge
Blog
Hvad bruger vi sproget til?
Med vores sprog forsøger vi at beskrive verden, men det forunderlige er, at vi i beskrivelsen også skaber vores verden.
Vi bliver dygtige til at reflektere, men kan ikke redde liv, skriver to sygeplejeelever i Politiken (10.01.) i en kritik af deres uddannelse; en kritik af den akademisering, som nok også kunne omhandle læreruddannelsen. Og hvad værre er, som vel også kunne gælde det læringsmålsystem, som er lagt hen over grundskolen.
Det handler om at finde en balance imellem praksis og teori, imellem det sanselige og det tænkte og imellem virkeligheden og sproget.
Det helt særlige ved vores sprog er, at vi med det søger at både gribe og begribe verden og i den bestræbelse både beskriver og skaber. Hvis vi i den øvelse mister balancen, kan vi med sproget fremme enten handling eller handlingslammelse. Det sidste er sygeplejeelevernes kritik et eksempel på, det andet er verden fuld af eksempler på lige nu.
I min seneste blog citerede jeg Jacok Holdt for et udsagn om, at had kommer fra oven, og i en kommentar kalder Niels Chr. Sauer dette for en ansvarsforflygtigelse, for behovet for en fælles fjende til styrkelse af fællesskabet er en urfølelse. Og jo, Sauer har en fin pointe, men kun en halv, for en eller anden skal tage føringen og sætte ord på, hvem der er den fælles fjende. Og i begrebet føringen ligger et 'fra oven'; man kan tale noget op, og man kan tale noget ned.
Det er her, vi som (dansk)lærere må træffe nogle valg, både i vores sprogbrug i samværet med eleverne og i vores undervisning i, hvordan verden kan beskrives. Skal sproget kun kunne rumme en sandhed, eller skal det spænde over en sammensat virkelighed?
Når det er så væsentligt, så skyldes det ikke mindst, at vi ved, at sprog kan udløse handling - på godt og ondt. I langt de fleste tilfælde beriger det sprog, vi anvender i dagligdagen dem, der er med i det sproglige fællesskab, men hvis vi tager den enøjede brille på, så kan sproget også anvendes til at ekskludere nogle fra dette fællesskab.
Vi har en lang historie at øse eksempler fra: Holocaust, folkemordet i Rwanda, Balkankrigen og mange flere, som selvfølgelig var baseret på nogle af de urkraft-spændinger, som gemmer sig i en usikkerhed på vores plads i tilværelsen, men som i alle tilfælde blev udløst af nogle, der sprogligt stillede sig i spidsen. Og pludselig samler sproget så meget had, at det løber af med handlingerne.
Vi så det forleden, da den amerikanske præsident trumpeterede sin vægring ved nederlaget ud over sine støtter. Hadet var bygget op, måske over en tid, der svarer til USAs historie, men præsidentens sprog gav hadet afløb i handling.
Derfor er det vigtigt, at vi hver dag har blik for, hvordan vi bruger sproget - både når vi taler face to face, og når vi svinger sprogpenslen på de sociale medier.
Spis brød til, vil nogle sige. Det sker ikke i Danmark! Men kære venner, medlemmerne af det udvalg, der har udvalgt sange til den seneste udgave af Højskolesangbogen, har modtaget dødstrusler. Og en eller anden sindsforvirret person kunne føle sig animeret til handling, når kende folketingspolitikere hælder sprog på.
Og lige nu behandler domstolene en sag om forsøg på at myrde Rasmus Paludan, og hvor påstanden er, at det netop er en psykisk syg, der er blevet ansporet af en andens religiøse had til den angrebne.
Ytringsfriheden længe leve! Akkurat som vi vel ønsker for andre og os selv, at vi må længe leve!
Det er den balance vi skal finde i (dansk)undervisningen.
Men en omskrivning af StormP:
- Som dansklærer fik jeg eleverne til at spille en del med sproget.
- Såh.... gav det noget?
