Blog

Udsnit af forsiden på Rundells

Vær belæst. 8. Annette Herzog

Ottende begrundede forslag til børnelitteraturlæsning, der både kan gøre dig belæst og forberedt til litteraturundervisning

Offentliggjort Sidst opdateret

Annette Herzog er født og vokset op i DDR. Det skriver hun tankevækkende erindringer om, blandt andet i  På vores side af muren (Dansklærerforeningen 2020); tankevækkende, fordi hun skildrer en barndom og et teenageliv, som selvfølgelig tager rammerne om tilværelsen som noget givet, og som udfordrer det billede af farveløs tristhed, som blev tegnet af de medier, vi hentede vores viden fra.

Annette Herzog stiller sig i voksenpendanten Det der var (Colibri 2020) i øvrigt kritisk over for vores opfattelse af, at Tyskland blev genforenet; næh, DDR blev overtaget af Vesttyskland, hvorved alle de goder og værdier, som var i den østlige del blev afviklet på kapitalens betingelser. 

Da jeg under en tur til Rügen fortalte forfatteren OscarK om denne synsvinkel, var det for ham en øjenåbner, som fik de østtyske islæt til at fremstå anderledes imødekommende.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse.

Men det er faktisk for en helt anden type bog, Annette Herzog blev nomineret til Nordisk Råds Pris: Hjertestorm - Stormhjerte (Høst og Søn 2016). Den er en - eller rettere to grafiske romaner med illustrationer af Katrine Clante (Hjertestorm) og Rasmus Bregnhøi (Stormhjerte), samlet i en bog, som kan læses fra hver sin side. Hjertestorm fortæller om Violas forelskelse i Storm, Stormhjerne om Storms forelskelse i Viola. 

De to bøger, som mødes i midteropslaget, spænder fra nedtrykthed og tvivl til humor og optimisme, fra ensomme tanker til kloge dialoger og fra famlen til handling. I denne ramme formår Annette Herzog og illustratorerne at give en nuanceret skildring af alt det, unge kan gå og tumle med - både i tankerne og i kroppene. Bogen er såvel en empatisk skildring og en oplysende håndbog. 

Unge i puberteten kan her hente gode med- og modspil til deres håndtering af tilværelsen, og vi voksne kan få indsigt i en periode af vores liv, som vi måske har fortrængt en smule.

 I en forløber for Hjertestorm - Stormhjerte udgav Høst og Søn i 2013 Pssst! - en grafic novel, hvori Annette Herzog og Katrine Clante lader Viola udforske tildragelserne og mulighederne i tilværelsen. 

Annette Herzog er en sjældent livsklog og læseværdig forfatter. Man bliver rigere af at læse hende. (Tysklærere kan også gå på jagt i hendes forfatterskab, som naturligt nok er tosproget).

God læselyst!