Jens Raahauge

Blog

Intet

For 22 år siden så Janne Tellers roman Intet dagens lys, og siden har den indtaget læsere i tusindvis her og i udlandet, ligesom den er blevet fortolket i drama, opera og film.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden jeg for 23 år siden for første gang læste Janne Tellers beretning om en 7. klasses elever, der stræbte efter at finde en mening med tilværelsen, er jeg gang på gang vendt denne Intet. Og det er jeg ikke alene om.

Bogen er udkommet i flere udgaver og hvert af dem i flere oplag. Den er oversat til 30 sprog og læses altså i hele verden. Den er blevet prisbelønnet flere steder på kloden. Og den har inspireret andre kunstnere til at fortolke historien som musical, drama, opera og film.

Det er vel ikke for meget at sige, at Janne Teller har skabt et værk til os, der opfylder stort set alle kriterier for at kunne kaldes en klassiker, som må have fået de sidste rester af påstande om, at børne- og ungdomslitteratur ikke kan være kunst, til at forstumme.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Og hvorfor kan jeg så ikke lade være med at vende tilbage til Intet igen og igen? Det spørgsmål trængte sig på, da jeg for nogen tid siden blev bedt om at skrive forord til Katherine Rendells Selv om du er voksen og klog bør du læse en børnebog (Jensen & Dalgaard 2021). Det var oplagt at berøre min optagethed af Intet; jeg gik rundt om mig selv i et par dage, læste både i bogen og i nogle af de samtaler, jeg har haft med Janne Teller. Det blev klart for mig, at jeg er fanget ind af forfatterens dobbeltgreb, hvor hun på én gang er helt på alder som bogens unge i en søges efter mening og med den voksne forfatters livserfaring i bagagen, dog så tøjlet, at hun aldrig kommer til at tale skråt ned til læseren.

Derved kommer bogen til at stille de samme spørgsmål til den voksne læser som til det, der her alt for smalt bliver betegnet som målgruppen. Vi er alle, elever, forældre, lærere, målgruppe for Intet!

Derfor er det så svært at ryste Pierre Anthon ned fra det blommetræ, hvor han sidder og overdynger os med sit udsagn om, at der er intet, der betyder noget.

I anledning af at Intet nu er blevet filmatiseret og har biografpremiere den 19. maj, vil jeg i et par kommende blogindlæg søge at nærme mig Intet.