Jens Raahauge
Blog
Kan det undre?
Færre har søgt om optagelse på læreruddannelsen i 2022. Var det ikke forudsigeligt?
Publiceret
Senest opdateret
Lærer er et arbejde, man skal være stolt af at udføre. Det er på én gang menneskenært og ophøjet. Det er på én gang håndværk og kunst. Derfor må det også omtales i ord, der giver plads til både mening og stolthed.
Hvis vi kigger på det vokabularium, der anvendes om undervisningen, så lad os bare kigge på de omgivelser, den skal udfolde sig i.
Da jeg for mange, mange år siden startede i skole, sad vi - hver anden dag - sammen med læreren i skolestuen. I pagt med øget levestandard og nye boligforhold blev stuen erstattet af et klasseværelse, mens læreren pauserede i et lærerværelse. Fortsat var en vis samhørighed og intimitet bevaret. Men snart blev værelset til et lokale, klasselokale, og mere upersonligt kan det ikke blive; troede vi dengang. Lokale, sted - udsprunget af det latinske substantiv lokum. Men vi tog fejl. Lokalet er i dag på nogle skoler blevet til areal, zone eller station, alt sammen for læring. Der er en sær klang af menneskeligt fravær over begreberne.
Denne afhumanisering af sprogbrugen har vundet indpas overalt i udførelsen af undervisningen med trumf på ved den reform, der erstattede undervisning med læringsmål, og som understøttede ud- eller afviklingen med ændringen af lærerens arbejde fra at være underviser til at være lønarbejder.
Det er prisværdigt at opleve, at mange lærere endnu ikke har opgivet troen på det meningsfuld, som man kan være stolt ved. Men den slimede ål, som griber ud efter en blå boble i Paradisets datahav, ligner et faldent spørgsmålstegn. Hvordan får vi den på højkant, så den i det mindste bliver et spørgsmålstegn?
Først må vi skabe en læreruddannelse, som viser, at lærerarbejdet giver mening og være noget, man kan være stolt af.
For det andet er det måske en idé at skabe gode studiemiljøer, hvor de unge har lyst til at være unge, og ikke bruge de unge i et egnsudviklingsprojekt.
Endelig må man høre op med at reducere det arbejde, som skal sikre udviklingen af Danmarks fremtid, til at være en af hestene foran velfærdsvognen. Læreruddannelsen er ikke en velfærdsuddannelse, men er dybest set forudsætningen for, at det giver mening at tale om velfærdsuddannelser.
Velfærd skal sikre, at vi har noget at leve af, men undervisning skal i tilgift tilbyde, at vi får noget at leve for.
Så længe embedsværk og politikere holder deres samfundsvidenskabelige lærebøger op som skyklapper og derfor tænker og handler instrumentelt, vil det være vanskeligt, om ikke utænkeligt, at drømme om den fornødne tilgang til læreruddannelsen.
