Jens Raahauge
Blog
Læsekløe og skrivebalsam
Hvad kom først: Hønen eller ægget, læsning eller skrivning? Er svaret ikke underordnet, når man opdager, at de er hinandens følgesvende.
Min dag skulle stå i forfatteren Louis Jensens tegn som optakt til nogle 6. klassers arbejde med en af hans romaner. Men på vej til klasserne fortalte en af dansklærerne mig, at eleverne inden romanlæsningen skulle deltage i en eventyrskrivekonkurrence.
Derfor ommøblerede jeg i mine tanker, fordi Louis Jensen jo nok kan stå for en gedigen gennemgang af gennemgående temaer og original bemestring af virkelighedens møder med fantasien, mens det på samme tid er oplagt at se ham i lyset af den øsens af det, han har læst gennem sit liv. Så jeg valgte at vende skuden på samme måde kunstnerdoen Shabu Shabu (Anders Brinch og Silas Inoue) har gjort det i deres installation i Store Tårn på Christiansø, hvori indgår et smukt skib, som tangbefængt sejler med kølen i vejret. Jeg kom til at tænke på det, fordi det er på en lignende måde Louis Jensen får virkelighed og eventyr til at smelte sammen.
Jeg valgte altså at tage udgangspunkt i hans store kærlighed til H.C. Andersen, sådan som den kommer til udtryk i Tinhjerte og ællingefjer, der kom i anledning af 200-året for Andersens fødsel.
I bogen optræder en dreng, der er jævnaldrende med de elever, jeg skal være sammen med. Han har fået en skoleopgave, som består i at skulle skrive om H.C. Andersen, og hans far giver sig til at fortælle om eventyrdigteren, mens drengen undervejs skriver stikord ned. Mange af de stikord kan findes i forskellige variationer i Louis Jensen store projekt omkring de 1001 firkantede historier - fordelt på 11 bind. Og når tallet landede på 1001, henviser det til en af forfatterens andre kilder, hvor mange nætters fortællekunst reddede en kvindes liv. Og Ali Baba er kendt af flere af eleverne, mens endnu flere kender Aladdin, fordi eventyrets vandede vej desværre ofte løber via Disneys kanaler snarere end via Louis Jensens sindrigt opbyggede dæmninger. Men det er via dæmningerne, der skabes tankens energi frem for underholdning. Derfor skylder vi eleverne at læse Louis Jensen og de mange andre forfattere, som skaber benspænd for den gnidningsløse tanke.
Louis Jensen skriver i høj grad oven på forfattere, han har læst og holder af.
Et af elevspørgsmålene i klassen lød så: Hvem opfandt eventyret? Og som replik til mit svar kom: Hvornår blev det første eventyr fortalt? Og det er ganske rigtigt svimlende, at en genre har eksisteret næsten lige så længe som sproget, i hvert fald så længe vi har haft ord for ondt og godt.
Men hvorfor kan man ikke bare skrive frit? spurgte en af eleverne. Ja, sådan et spørgsmål er jo manna fra Louis Jensens himmelstrøg, for hvad er nu mere oplagt end at tage de firkantede historier frem.
De små historier ville nok for manges vedkommende stå lidt løse i konturerne, hvis de var blever drysset frit ned på papiret. Firkanten, som ved hvert digt bestemmer antal anslag og antal strofer, er den ramme, det benspænd, som forfatteren tvinger sig til at udtrykke sig indenfor. Han må finde tanker, ord og sætninger, som kan fylde pladsen ud, men så heller ikke mere. Sådan et benspænd skærper tanken og udfordrer sproget, akkurat som hvis man vil skive rimede sange. Her skal antallet af trykstærke og tryksvage stavelser passe, akkurat som rimene.
At skrive frit betyder at skrive uden modstand, og skrivning uden modstand er i nær familie med tænkning uden modstand. Det er sjældent værd at lytte til eller læse, når en lader munden eller pennen løbe.
Ved valg af genre eller blandingsgenre skaber man et benspænd for sig selv, så der stilles krav til sproget og handlingen. Man kan få en fornemmelse af, hvor en genre kan stille krav til den, der skriver, men også hvad den genre kan forære en, ved at læse andre, der har udtrykt sig i denne eller hin genre.
I undervisningsmaterialet Læselyst og skrivefryd er der masser af fine opgaver. Men når man beskæftiger sig med Louis Jensen eller de fleste andre gode forfattere, så vil man opdage, at materialet lige så godt kunne hedde Skrivlyst og læsefryd.
Skrivning og læsning er følgesvende, som går ord i ord.
