Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
På den anden side. Hvad har vi gang i?
En genlæsning af Annette Herzogs erindringsbog om at vokse op i DDR har givet mig panderynker over vores mange registreringer af vores elever.
Offentliggjort
Sidst opdateret
På vores side af muren er forunderlig læsning om at være barn og ung i DDR. Den er skrevet af den tysk-danske forfatter Annette Herzog, som flere måske kender fra den forrygende dobbeltbog Hjertestorm/Stormhjerte om Viola og Storms historier, læst fra hver sin side, eller den poetiske Pssst!, som søger at belyse livets store og små spørgsmål.
I På vores side af muren læser jeg om en pige, der gennemlever alle de følelser, drømme og gøremål, som hører alderen til, og som hun oplever som naturlige vilkår, fordi hun lever der, hvor hun hører til; hvor hun har hjemme.
Allerede på mit ordvalg her røber jeg, at jeg læser bogen med et dobbeltblik; med en bevidsthed om nogle af de undertrykkende mekanismer, som styret i DDR trak ned over befolkningen. Men Annette Herzogs styrke er, at hun beskriver sit pigeliv med en loyalitet, som gør det muligt for alle børne- og ungdomslæsere at spejle sig og på nogle områder at undre sig. Nogle af disse reaktioner må tilskrives den tid, der er gået, siden hun var barn, andre den anderledes kultur, hun voksede op i.
Men i mit dobbeltblik spiller en særlig voksenviden ind:
Hendes muligheder for at få en uddannelse beror på, om hun tilhører arbejderklassen eller akademikerklassen. Hun er bundet til det kors, det er at have uddannede forældre.
Hendes liv er præget af de rammer, som hun ikke bemærker, men som ulmer i hendes partitro forældres verden: et liv, der er overvåget, hvad der tilsyneladende ikke anfægter hendes forældre. Muren er nødvendig. Stasi er nødvendig.
Jeg hev Annette Herzogs bog ud fra reolen, da jeg i går læste, at Facebooks moderselskab, Meta, vil i gang med en ny fyringsrunde. Planen er at fyre 10.000 medarbejdere i forbindelse med en ny forretningsstrategi, fordi ejeren Mark Zuckerberg vil prioritere områder som kunstig intelligens og Metaverse-projektet, "som kan få folk til at føle sig tættere". Målet er, "at gøre det muligt for enhver person at føle en lige så stærk tilknytning, som man gør, når man er sammen med en, man elsker."
I min blog forleden, Chat bot kinesersnot, citerede jeg Shoshana Zuboff, professor på Harvard med speciale i overvågningskapitalisme. Hun slog fast, at udviklingen af kunstig intelligens og lignende projekter kun tilsyneladende er skabt for brugernes skyld, men tværtom skal tjene ejerne, altså fx den Mark Zuckerberg, der vil tilbyde os virtuel kærlighed, men han selv fortsat kan tilhøre den ene procent af verden befolkning, der tjener det samme som vi resterende 99 procent tilsammen.
De fleste af os vil forsømme Stasi. Men er det ok, at vi registrerer vores elevers udbytte af undervisningen, deres overvejelser omkring uddannelsesvalg og i det hele taget deres gøren og laden omkring skolearbejdet?
Jo, der en himmelvid forskel på Stasi og fx Meta. Eller er der? Stasi søgte at understøtte et diktatorisk regime. Zuckerberg og hans lige søger at udvikle algoritmer, der kan understøtte en styring af vores adfærd - til gavn for dem. Stasi er ikke tilnærmelsesvis så brutal - direkte. Men er overvågningskapitalismen mere uskyldig, blot fordi dens undertrykkelse er smartere?
Og uanset, hvor vi vil svare på disse spørgsmål, er det så i orden, at vi angiver vores elever til en overvåger?
Annette Herzogs forældre accepterede det nødvendige onde. Gør vi det samme?
