Jens Raahauge

Blog

Klassens time #11. En relation der skaber tryghed

Temaet for UNICEF-podkasten sætter denne gang lys på Læreren som samtalepartner. Og for dem, der ikke ved det endnu: Den nærværende lærer er kilden til trivsel!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som alle de øvrige podcastudsendelser i UNICEFs rettighedsskoleserie om Klassens time har den her en længde på omkring en halv time. Men faktisk kan man koge budskabet ned til 30 sekunder: Den nærværende og opmærksomme lærer er nøglen til elevernes trivsel! - og dermed til at eleverne har afsæt for at lære noget og vokse som mennsker. 

Når de 28 minutter alligevel er værd at lytte til, skyldes det de udsagn, som de to elever, Liva fra Paradisbakkeskolen og Catharina fra Vigerstedskole, og eksperten Per Schultz Jørgensen fremfører undervejs.

Det betyder utroligt meget for de to piger at opleve læreren som en person, der har mere på hjerte end faglig undervisning. De ønsker fortrolighed, tillid og at blive set og hørt. Læreren bliver også fremhævet som samtalepartner, fordi man kan betro sig om forhold, som det er svært eller umuligt at tale med forældrene om. De forventer, at det elever taler med læreren om, bliver dem imellem, med mindre noget andet aftales, eller det er af en karakter, så læreren er nødt til at gå videre med det. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Per Schultz Jørgensen bakker dem op ved at pointere, at det er læreren, der skal skabe tryghed i rummet, så der er plads til alle. Og at læreren skal være nærværende og kunne svare på det, der er vigtigt for vores relationer. Ved at være åben og oprigtig over for eleverne bidrager læreren til at udvikle den model for tilknytning, som eleverne kan bære med sig videre som selvværd.

Men pludselig kommer der en lille nuance på enighedsbordet. På Vigerstedskole, som er UNICEF rettighedsskole, har de indført en kontaktlærerordning, hvor hver elev er sikret en personlig samtale 6 til 8 gange om året.

Catharina, som selv går på skolen, er glad for ordningen, fordi man taler med en lærer, som ikke behøver at være en af ens vanlige lærere. Det er et frisk pust.

Men Liva vil ikke bytte sin jævnlige klasselærerkontakt ud for denne skemalagte mulighed.

Per Schultz Jørgensen kan godt se det frugtbare i en ordning, der sikrer, at også dem, der ikke er udfarende, eller som har det med at gå under radaren, bliver set og hørt. Men det ender med, at han bekender sig til den uformelle omgangsform, vi har i den danske skolen og i det klasselærerbegreb, der lader klasselæreren følge eleverne over flere år netop for at få kendskab til og øje for alle.

Men det fordrer, at læreren undgår at have favoritter og så har et øje på hver finger.

Endelig peger han på, at opbygningen af stærke kammeratnetværk er lige så væsentlige for eleverne. Men at de skal have et trygt sted at gå hen, når det brænder!

Der går min klasselærer, er måske en god reminder, når vi i disse dage synger fællessang alene eller alsang fra altanerne