Jens Raahauge
Blog
Rødder og vinger. 3. Land og vand
Indblik og udsyn er omdrejningspunkter i god undervisning. De kan anskues ud fra vores livsgrundlag på en klode af land og vand.
Lad os gøre som fortaleren for forundringstilgangen i undervisning, Martin A. Hansen, som når han i Af Skibets Saga bøjer sig forover og betragter klassens vægkort bagud mellem sine ben. Han får øje på en forunderlig jættekvinde, hvis omrids er skabt af mødet mellem jord og hav, land og vand.
Angreb på de vedtagne synsmåder kan i øvrigt virke frigørende. Prøv at se på verdenskortet på nettet; her er vi europæere normalt i centrum, og så må vi af geografiske årsager tage Afrika med. Men prøv så at søge verdenskort med Amerika, Australien eller Asien i centrum; pludselig kan vi opleve os selv skudt helt op i kortets udkant, som var vi et andet Lavrentya ved Beeringsstrædet. Og sådan er der vel nogle med andre verdenskort, der ser på os.
Det særlige ved at færdes på landjorden er, at det historisk har været forbundet med et væld af barrierer, så det har været attraktivt at blive boende, altså bonde - med et indgående kendskab til sit områdes mindste detaljer.
Vandet har derimod ikke budt på de samme forhindringer, da først man havde opfundet stabile både og skibe. Til vands har det været godt at opdage verden og dens muligheder for at handle med andre.
Disse historiske betingelser er i nogen grad gået i opløsning med skabelsen af en infrastruktur på landjorden, som har vendt op og ned på det hele. I dag kan vi nærmest uden hindringer komme omkring i verden, og det er blev umoderne at grave, hvor vi står. Det, der også kaldes fordybelse og koncentration. Nu skal vi hastigt videre og videre og videre. (Indtil en mikroskopisk virus griber forstyrrende ind!)
Forleden afholdt folkeskolen.dk et træf for os bloggere, hvor vi blandt andre fik lejlighed til at høre Svend Brinkmann. Han brugte et billede, som kan anvendes i den her kontekst: hvis vi ser på livet i Matador, så kan vi sagtens fornemme trygheden for de almindelige, men trangheden for dem, der har afvigende personlige træk; der viser sig et tydeligt behov for mere plads til udfoldelse for individet. Men i dag er individualiseringen blevet så omfattende, at den nok er fin for de stærke, men ødelæggende for alle dem, som ikke lever op til egne og/eller andres forventninger, for man har nu kun sig selv at takke for manglende succes; der viser sig nu et tydeligt behov for et fællesskab.
Coronalukningen af skoler har vist det samme: Skolen og dens fællesskab står nu som et kæmpe savn - og det er ikke de digitale platforme, som først og fremmest savnes. Men det analoge samvær - og hvis nogle af røsterne fra DM i fagene står til troende, den analoge undervisning og uforstyrret læsning i bøger.
For de individuelle muligheder viser sig også at være ensbetydende med fristende og irriterende forstyrrelser af den enkelte.
Derfor må vi i skolen finde en balance imellem det, der er basale menneskelige indbliksbehov (landtænkning), og det der er udsynsbehov for hurtige søgninger og digitale samvær (vandtænkning).
Det kunne vi passende bruge refleksioner over coronaerfaringerne til.
ps.
Er det ikke tankevækkende, at ophævelsen af skemaer og faste rutiner er blandt de metoder, som blev anvendt i fangelejrene under 2. verdenskrig til at nedbryde fangerne; den såkaldt bløde, men effektive tortur?
