Jens Raahauge
Blog
Kun barbarer hugger hænderne af folk?
Den tyske historiker Jochen Hörisch argumenterer for, at vi bevæger os ind i en tid, hvor hånden mister betydning. Det er en refleksion værd, om den ensidige digitalisering er en sofistikeret form for afhugning af hånden.
På illustrationen ser vi, hvordan Albrecht Dürer forestiller sig scenen, hvor Pilatus vasker sine hænder; i den scene, hvor Oscar K i Biblia Pauperum Nova lader den romerske statholder citere Erik Ninn Hansen: "Der bliver trængsel ved håndvasken". Men handlingen er symbolsk og refererer til talemåder som "at have blod på hænderne" modsat "at have rene hænder".
Hænderne er den fineste forbindelse, vi mennesker har til og i den virkelige verden. Filosoffen Friedrich Schlegel kalder hænderne for fornuftens følehorn, fordi de sanser verden, og de lader i tilgift fornuften komme til udtryk, fordi hænderne er det, vi gør.
De, der gør noget galt med hænderne, skal i babariske samfund have hænderne hugget af. Men ikke kun fundamentalistiske sharia-tilhængere går ind for at anvende denne straf. Den kristne belgiske kong Leopold II brugte afhugning af hænder som en terrortrussel mod landsbyer i fristaten Congo for at få de lokale til at producere nok af det dyrebare gummi.
Hånden er en raffineret og kompleks del af vores tilknytning til den konkrete verden, og hvis den forbindelse kappes, risikerer vi at blive stupidiserede, fordi vi ikke længere kan mærke konsekvenserne af vores handlinger.
Dette gælder selvfølgelig den computeringeniør, der styrer en drone over en fjende og måske sønderbomber et bryllupsselskab. Men det gælder også den elev, der på afstand sender svinske beskeder til en anden på sms.
Digitaliseringen giver os utrolige kognitive gevinster, og den kan bidrage til at overvinde handicap. Således bliver jeg overvældet af glæde, når jeg møder ordblinde, der med selvsikkerhed udfolder deres potentialer, fordi de har fået redskaber til at fungere jævnbyrdigt med ikke-ordblinde.
Men forherligelsen af digitaliseringen overskygger den virtuelle afhugning af vores hænder, der får os til at miste vores følehorn.
Derfor må vi plædere for, at hånden får sin status tilbage - ikke blot for dem, der vælger at blive håndværkere, men for alle, fordi det er væsentligt for at kunne træffe valg i virkeligheden.
Vi må vælge at skrive i hånden, både fordi det bringer os i kontakt med ordenes elementer, med skriveredskabet og papiret, og fordi det er tilpas langsommeligt til, at vi kan overveje, hvad vi skriver.
Vi må vælge at læse papirbøger, fordi det giver os en fysisk fornemmelse af den bog, som vi henter historien i, og fordi fingrenes greb om papiret gør bogen til et konkret virkelighedsfænomen.
Vi må give hånd til de kolleger, forældre og elever, vi har, for den man har rørt ved, taler man bedre med, også når det brænder på.
Selvfølgelig skal vi udnytte digitale muligheder, men vi må have hånden tilbage - ellers vil vi komme til at begå ulykker, både i det store og det små.
