Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
At tale om det, man har praktisk erfaring med.
På sælsom vis forudså Holberg det, der ville ske, når man nedlagde lærerrådet.
Offentliggjort
I går var der budt ind til fejring af årets Holberg-medalje, som blev tildelt illustrator Dorte Karrebæk. Det foregik på Holbergs Tersløsegård for fuld stue. Museumsinspektør Jeanette Rask Bertelsen indledte med at læse op fra to af Holbergs epistler, nr. 20 om at lade den, der er bedst til noget, få bestillingen; altså til at overlade embeder til de kvinder, der er dygtigere end mænd til et givent arbejde - og nr. 29 om at blive klogere af at tale med bønder.
Jeg gengiver her et uddrag af det hun læste:
"Jeg taler aldrig med Bønder, uden jeg jo lærer noget af dem: Thi de raisonnere ikke uden om solide og magtpaaliggende Ting, hvorom de vide fuldkommen Beskeed. Man kand af dem lære, hvorledes Jorden skal dyrkes, Hæste og Qvæg conserveres, Skovene settes i Stand, Gaarder bygges, og en skikkelig Oeconomie føres. Derforuden profiterer jeg af deres Omgiængelse udi Sproget: Thi jeg lærer af dem gode gamle Danske Ord, som udi Kiøbstæderne ere forglemte, og hvorudi end lærde Folk ere ukyndige, saasom de ere komne af Brug, og ikke findes uden i vore gamle Lov-Bøger. Derforuden er Bøndernes Tale naturlig og uden Affectation eller u-rimelige Complimenter. Naar en Bonde hilser mig, ønsker han GUds Fred, og naar han gaaer bort, siger han, far vel! En Kiøbstæd-Mand derimod kalder mig for og bag sin Herre, og sig skyldigste Tiener, skiønt han ved alle Leyligheder bevidner, at han er mig aldeeles ingen Tieneste skyldig. Spørger jeg Bonden om Nyt, fortæller han ikke uden det, som han veed, og indskrænker sig udi sin egen Landsbyes Historie, saa at, om jeg hører ikkun lidet, saa faaer jeg dog noget tilforladeligt at vide. Spørger jeg Kiøbstæd-Manden om Nyt, giver han mig et Udtog af de sidste Aviser, som jeg selv forhen haver læset, og fører mig igiennem Tydskland, Ungarn, Tyrkiet, indtil Persien, ja omstændeligen fortæller mig Ting, hvorom han selv ikke veed ringeste Beskeed, og som mig er aldeeles ikke magtpaaliggende at vide. Store Kiøbstæder ere store Sladder-Skoler, hvor u-nyttige Ting blive omtalte udi et u-reent og fordervet Sprog."
Mens hun læste dette, tog min hjerne til at associere og føre tankerne op til i dag. Lige nøjagtig her gør Holberg det anskueligt, som Bertel Haarder forsyndede sig imod, da han fik nedlagt LÆRERRÅDET og gjort skolen til en virksomhed med en stærk leder. De lærere, der ved noget via deres arbejde med praksis, fik mindre og mindre at skulle have sagt, idet den stærke leder blev omkranset af et fedtlag af kjøbstads-konsulenter, der omtaler unyttige ting i et urent og fordærvet sprog.
Tænk, at Bertel Haarder i de år, hvor beslutningen om nedlæggelse af de praksiserfarnes råd blev vedtaget, slog sine folder i Sorø - få kilometer fra Holbergs Tersløsegård. Tænk, at vi andre ikke vidste at udnytte arven efter Holberg, med tillod, at indflydelsen til dem, der ved, hvad de taler om, visne hen.
Dorte Karrebæk, som har modtaget årets Holberg-medalje, er om noget repræsentant for mennesker, der iagttager og indfanger det, der findes i den virkelige virkelighed. Hvis vi andre lader os inspirere af Holberg, hende og ligesindede kan det måske lykkes at få det bedre råds indvirkning på dagligdagen tilbage.
