Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

"men jeg bliver hele tiden forstyrret"

Ved en eftercoronafest kom jeg til at sidde over for en pige fra 8. klasse, som mente, at hun nok lærte noget i skolen, men hele tiden blev forstyrret.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er som om de blomster, vi for år tilbage plantede i den spand, der ellers skulle svale de mexikanske coronapilsnere, nu for alvor skyder op og spreder god stemning. Så  nu, hvor coronarestriktionerne klinger ud, er der for alvor kommet gang i udsatte fejringer.

For nylig var det en nonfirmation, der blev åbnet døre til - med bordplan og det hele. Jeg kom til at sidde over for en pige, der gik i 8. klasse på en folkeskole, der havde en særlig idrætslinje.  Og hun var glad for skolen, selv om træningen betød længere skoledage.

En af de fine ting ved bordplaner er, at det væsentlige ikke er, hvem man bliver placeret ved siden af, men overfor. Hvis bordet ikke er for bredt, kan man samtale med øjenkontakt uden at skulle vride hovedet af led. Og derfor blev det til en god og lang samtale mellem den skoletilfredse teenagepige og mig. Ræsonnerende og åbenhjertig var hun, men én udtalelse har jeg ikke kunnet slippe.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

- Jeg tror nok, at jeg lærer noget. Men jeg bliver hele tiden forstyrret, sagde hun. Og jeg brumede noget om, at støj i klassen er et problem, som vi er nødt til at tage alvorligt.

- Åh, nej. Klassen er skam rolig nok, men jeg har sådan en funktion på min iPad, at jeg hele tiden kan se de beskeder, der kommer ind på min telefon. Og det gør det altså svært at koncentrere sig. 

Jeg spurgte, om det så ikke var muligt at slå denne funktion fra. 

- Joh, men så kan jeg ikke følge med, hvis der er noget, jeg skal svare på.

Hendes dilemma, som hun altså tilsyneladende ikke kunne løse af sig selv, fik mig til at tænke på nogle besøg i klasser, hvor alle havde fået udleveret iPads, som stod og lyste, mens kammerater havde fremlæggelse, eller hvor der var gennemgang af fællesstof.

Det fik mig endvidere til at tænke på de elever, der ved finalen i Danske Skoleelevers DM i fagene klagede over for megen skærmlæsning, fordi det var svært at koncentrere sig, når der hele tiden var muligheder for forstyrrelser.

Det, der nu aktualiserer samtalen ved nonfirmationsbordet, er en kommentar i Politiken, hvor Pernille Tranberg opfordrer til, at vi anvender et forsigtighedsprincip i forhold til børns og unges færdsel på de digitiale medier, og at vi derved gør oprør med de medieforskere, som hun betegner som lassez-faire-rådgiverne, der opfordrer alle i skole og i hjem til at slappe af i forhold til børns skærmforbrug, fordi der ikke er forskning, der viser, at det er skadeligt.

https://politiken.dk/kultur/medier/art8432286/Hvor-er-de-kritiske-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-til-eksperterne-n%C3%A5r-de-p%C3%A5st%C3%A5r-at-sociale-medier-ikke-er-skadelige-for-b%C3%B8rn

Min samtale med en forstandig pige fra 8. klasse siger mig, at deres forskning er uinteressant set i forhold til virkeligheden!  

   

Powered by Labrador CMS