Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Læselyst kan ikke vente. 2

Læselysten er ved at blive institutionaliseret. Men mens de store initiativers projektmagere laver betænkninger, skal vi ikke betænke os på at gribe de lavthængende bøger, om end de bryder med alt det, der virker.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forleden så jeg et midaldrende ægtepar læsse sækkevis af børnebøger i genbrugspladsens bogcontainer. Blandt andet fangede mit øje en David Crockett-forside, som jeg ikke kunne huske. De skulle have tømt et dødsbo efter en af forældrene og havde til deres skræk opdaget de mængder af børnebøger, som var stuvet på loftet. "Nu kan ungerne jo hente alt på eReolen" og "så fylder det ikke".

Nej, så fylder det ikke, og måske heller ikke i overført betydning. Jeg tror fortsat på, at læsning af bøger, man fysisk holder i hånden, styrker både hukommelse, koncentrationsevne og oplevelse. Det taktile betyder, at det i udtrykkets mangeartede betydninger fylder noget!

Men tilbage til bøgerne i containeren. Synet fik mig til at tænke på de par gange, jeg som skoleleder har søgt at finde andre læseveje end lærerens planlagte og bibliotekets systematiserede. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Nogle gange har jeg kontaktet forlag, der stod for at skulle makulere børne- og ungdomsbøger, der stod passive på deres lager. For 5 kroner pr styk har jeg købt et skønsomt udvalg, så alle skolens 450 elever kunne vælge et eksemplar, der passede til deres alder. Mange kom til at eje deres første bog. Flere læste og byttede. Og enkelte fik større og større vægt i deres rygsæk, fordi de ikke "vidste, hvor jeg skal stille bøgerne derhjemme". Og nogle var ligeglade. Men det at eje en bog, skrive sit navn i den, kan være et frø til læselystens spiren. Det er den mekanisme Læseraketten fra Oxfam/Ibis bygger på. 

Andre gange har jeg købt et lager af børnebøger af antikvariater, der var i pladsnød. 5 kroner pr bog, og så har sælgeren selvfølgelig beholdt de mest kurante. Men på sær vis tiltaler gamle, slidte og grimme bøger nogle børn. "Peter Most har min far fortalt om, at han læste." "Min mor havde alle Susy-bøgerne!" "De her bøger har jeg set hos mine bedsteforældre. Jeg har læst i nogle af dem, når jeg er på ferie." Tilgangene er mange, og mit svar, når de står i kantinen eller på mit kontor og kigger på de gamle bøger, er, at: "Du må da beholde den, hvis du kan lide den". Flere kommer og siger, at "den er kedelig", andre "at jeg har læst den sammen med mine forældre, som selv læste den, da de var børn" og nogle, at "det er dejligt at læse i en bog, der lugter af gamle dage", at "det er sjovt at læse lange sætninger" eller at "de skriver altså meget om naturen". I redaktionslokalerne diskuterer man lifligt, hvordan en bogs omslag skal udformes for at fange opmærksomheden. Og denne tilgang er særdeles relevant for de fleste elevers valg fra bibliotekets hylder. Men der er altså nogle, som lader sig ægge af andet en iøjenfaldende forsider og spændende bagsidetekster.

En af de titler, som på en særlig raffineret måde beskæftiger sig med dette, er David Nel-los Tågernes ø, som netop handler om en gammel bog, der er gledet ned fra reolen og har puttet sig, men opdages af en elev, som tiltrækkes af dens undseelighed. Bogen viser sig så et handle om noget, der er helt basalt i levende litteraturundervisning: Handlingen i en bog tager form af læserens behov og erfaringer. Bogen er i sig selv spændende, men også relevant, når vi hver især skal tage stilling til tilgangen til at arbejde med litteratur.

Selv har jeg taget stilling. Da jeg i sin tid blev træt af Læs og forstå, hvor der fandtes korrekte eller forkerte svar, prøvede jeg at formulere en anden tilgang, som jeg betegnede Læs og brænd på. Disse tanker har jeg siden samlet i et lille skrift, der vil opfordre til, at vi som dansklærere har øje og øre for elevernes forskelligheder - også når de vælger og læser litteratur.       

I disse dage er jeg på Bornholm for at besøge skoler her, og jeg bor næsten ved siden af kunstneren Gitte Helles Containerjuvelen, som især tilbyder surrealistiske figurer af ituslået kongeligt porcelæn.

Men hendes butiks navn får mig til at tænke på, at hvis forældre, der skal tømme et dødsbo for børnebøger, spørger et par skoler, om vil have et læs gamle børnebøger, og der er en bibliotekar, der giver pokker i alfabetisering og decimalklasser og siger: "Tak, så har vi noget at dele ud af til børnene". Så kan der i heldigste fald opstå noget, som man kunne kalde en containerjuvel.

ps. og når nogle måske har valgt og læst en David Crockett-bog, så stik dem derefter jesper Wung-Sungs Alamo.

Powered by Labrador CMS