Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Lidt hindbærbrus og kragetæer
Forlaget Jensen & Dalgaard har sans for blikfang og litteratur til store og små
Sidste år var magneten på Jensen & Dalgaards stand en velholdt, hvid Citroen 2CV, året før en superlækker racercykel, og før det et par skrivemaskiner til fejring af Mette Hegnhøjs vindunderlige Ella er mit navn. Vil du købe det, maskinskrevne ark omgivet af poetsne (konfetti) i en æske. Det var her et par teenagedrenge blev imponerede over, at skrivemaskinen printede med det samme!
Men i år stod så en tro kopi af den barnevogn, som Otto Sigvaldi vandrede omkring med i København med lasten fuld af små hæfter med børnetekster, Hindbærbrus og kragetæer, og med det skæve tidsskrift Kvidens Tinder, litterært modsvar på Tidens Kvinder.
Mange gjorde holdt ved barnevognen og skulle lige røre. På billedet er det Papa Wung-Sung og fru Christina. Men blandt de mange før dem var forfatter Iselin C. Hermann, som kunne fortælle, at hun faktisk havde haft sin forfatterdebut (Pige 10 år) i Hindbærbrus og kragetæer, et drabeligt eventyr om en rig dame Pølseline Abel på 30 år,som i år 1800 efter nogle forviklinger flytter hjem til hertug Torskerovn, som har scoret hende med verdens flotteste våbenskjold.
Hvor mange forfattere har monstro haft deres debut hos Sigvaldi? I hvert fald var han stimulerende for skrivelysten, akkurat som de mange forfatterskoler for børn og unge er, eller som skrivefællesskabet Movellas er. Det var her Sofie Riis Endahl fik retning på de taster, der førte frem til en forfatterkarriere med YA-romaner, musicals mm.
Lidt længere nede i BogForums Hal C holdt trykkerier Strandbygaard til. I min blog i går omtalte jeg deres pr-bog om Store Tanker, hvor man får stillet blankt genbrugspapir til rådighed. Måske er Sigvaldis barnevogn et påmindelse om, at mange børn trives ved at få et skrivefrirum, hvor skrivelysten kan folde sig ud - og finde andre læsere end dansklærere og forældre.
Hvilket forlag stiller mon postkasse, redaktion og tryk til rådighed?