Jens Raahauge
Blog
Lørdag. Lærer. Læsning.
Der farer meget gennem ens hoved, når man læser en god bog og indimellem løfter hovedet. Her er løst og fast udsprunget af gensynet med Johannes Vig i samspil med et par af lørdagens begivenheder.
Lørdag
Martin A. Hansens Løgneren, som forlaget Jensen & Dalgaard facebookede lidt pligtlæsningstid til, startede fredag den 13. marts. Men de følgende tre kapitler lader læreren Johannes Vigs tanker flyde imod den imaginære ven. Her er rigeligt af indestængte følelser, forbudte tanker og smålige handlinger til, at vi forstår, hvorfor han fra starten pointerer, at man skal gøre sig umage med at gøre ophold mellem fornavn og efternavn: Johannes.... Vig. Men der er også en sælsom ømhed, som gør hans beretning intens og vedkommende.
Først og fremmest er den dog et fornemt bidrag til støtte for Bjarne Reuters profeti om skønlitteraturens særkende og overlegenhed: I den kan vi få adgang til andre personers indre liv, til deres tanker og følelser.
Og vi kan se på Johannes Vig, der som en menneskelig ø er befolket af et indre, der er os fremmed, eller som en, vi har en del tilfælles med. Sådan 14 dage, der har placeret os på hver sin ø, sætter måske tanker i gang. Og måske en og anden har snuppet et kladdehæfte med hjem til tankeskrivning.
Lærer
Et af de fine indslag i den plagede degns talestrøm er hans optagethed af at skabe undren blandt børnene. Her er små listige eksempler på, hvordan en lærer kan ægge sine elevers nysgerrighed. Dette forekom mig aldeles oplagt, da jeg første gang fik læst bogen højt, da jeg var ti. For sådan arbejde min egen lærer Holm. Og det lød lige så naturligt, da jeg senere selv læste romanen i gymnasiet og på seminariet.
Men nu lyder det nærmest revolutionerende i forhold til tydelige mål og detaljeret planlægning af vejen til dem. I dag vil Johannes Vig blive diagnosticeret som privatpraktiserende. Men stop lige en halv: han var netop ikke privat i sin undervisning, men personlig. Det er denne sondring, man i instrumentalismens navn har gjort vold på.
I dag vil vi fremkalde innovative mennesker. Johannes Vig satsede på mennesker med fantasi. Og der er lige nøjagtig en rækken ud efter det ukendte til forskel.
Tænk, at den statsminister, som i disse dag er trådt i karakter med klar og forståelig tale og med en keren sig om landets svage, var den samme person, som bidrog til skolens endelige instrumentalisering og dermed inhumanisering. I dag taler hun værdigt og klart, når børn sender spørgsmål til hendes digitale børnepressemøder om coronaen. Gid hun tager sine nye erfariner med sig og indsnævrer adgangen til den corydonske tingsliggørelse af mennesket.
Læsning
Se, i lange dage i hjemligt eksil kan nok råbe på lidt flimmerfred for sjælen, både ved at kaste sig ud i leg og ved at læse. Det er jo vigtigt at både kroppen og læsemusklerne bliver motioneret.
Hvis man skal være sammen med ungerne om en bog, så er sidste års nordiske prisvinder Kristin Roskiftes Alle tæller med (abc forlaget) god og sjov at gå på opdagelse i. Det er sådan en Hvor er Holger? med mening. Men også fra samme forlag vil jeg pege på Pieter Bruegel med en aldeles forrygende guidning af Thomas Winding. Endelig er jeg selv helt forgabt i Rebecca Bach-Lauritsen og Anna Margrethe Kjærsgaards Ud af det blå (forlaget Jensen & Dalgaard).
Til de unge kan jeg anbefale et gå om bord i stakken af værker af Jesper Wung-Sung, Mette Vedsø og Sarah Engell. Og så Frit for fantasi-serien og Billedromaner (Dansklærerforeningens Forlag).
Flere forslag følger senere.
Og til egen fornøjelse er prisvinderne Dy Plambeck (Politiken), Hanne Højgaard Viemose (Information/Montana) og Jeanette Varberg (Weekendavisen) nok værd at sætte øjnene i.
Og så er der jo som tidligere nævnt den første moderne roman, ridderromanen fra 1490 af Joanot Martorell Tirant lo Blanc, der er oversat af Oscar K. 1200 sider i 3 bind fra Jensen & Dalgaard.
Endelig, hvis øjnene går trætte, vil jeg anbefale at lytte til Pharaos klassikere på www.den2radio.dk. At lytte til hans stemme er som at få sine øregange masseret i de lifligste olier.
