Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Dorte Karrebæks blik for Holbergs væsen
Dorte Karrebæk holdt en tale på Tersløsegård; en tale, der uden analyser og store ord på sin egen sære facon hyldede Holbergs væsen.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Som omtalt i forrige klumme dannede Holbergs Tersløsegård rammen om et arrangement, hvor modtager af Holberg-medaljen, Dorte Karrebæk, og skuespiller Vigga Bro optrådte. Om det skyldes forunderlig intuition eller speciel indsigt skal jeg lade være usagt, men museumsinspektør Jeanette Rask Bertelsen indledte med at læse op af Holbergs epistler nr. 29 og 20.
Nr. 20 handler om den dumhed, der præger folk, som ikke vil lade kvinder indtage de poster, som de er de bedst kvalificerede til. Og både museumsinspektøren og de to optrædende var fine eksempler på, hvad den kloge epistelskriver plæderede for.
Nr. 29 handler som omtalt i forrige klumme om, at bønderne ved, hvad de taler om, i modsætning til de fornemme snakkehoveder i byerne. Dette forsvar for den praktiske fornufts værdi gav Dorte Karrebæk et snurrigt og skønt eksempel på i en tale, som nok udsprang af, at hun havde modtaget Holberg-medaljen, men som stort set ikke omtalte mesteren selv. I stedet for viste hun, hvordan man gebærder sig i verden, når man har alle sanser og al opmærksomhed rettet mod det, der ligger lige foran en.
Hun fortæller om at samle særlige sten ved stranden; forsteninger. Om hvordan man skal skærpe opmærksomheden for at finde de specielle, som ligger kamufleret blandt de utallige ordinære. Og hun gør det både intenst, kærligt og humoristisk. (Læs selv, hvis hendes tale engang bliver udgivet).
Og hun fortæller om at tegne blomster med den højeste akkuratesse, indtil hun må skifte fokus. Hun skriver: "En dag var kvalmegrænsen nået. Så kastede jeg mig over sneglehuse. Samlede kun de tomme, slog ikke en eneste snegl ihjel, studerede husenes skønhed....... Jeg tegnede sneglehuse, indtil også de kedede mig. Vanen satte igen ind. Øjet digtede i stedet for at se.
Balancen er knivskarp: Når øjet begynder at digte, er formålet med opgaven løst. Man er færdig med opgaven, er rent ud sagt blevet bedre til at se, til at komme hen til det punkt hvor koncentrationen er alt, uden at man selv behøver at være det."
Læs det lige igen, og se, hvordan det harmonerer med det barn, der vil lære at blive god til at tæmme en bold, med den unge, der vil lære at mestre et musikinstrument eller med den lærer, der vil gå med sine elever ind i ukendte universer. Man skal koncentrere sig og øve sig, indtil koncentrationen er alt, så man kan sætte sig ud over sig selv.
Det er det, Holbergs bønder er udtryk for. Koncentration og fordybelse i det, man har med at gøre. I modsætning hertil ser vi byens snakkere, som flygtigt og svævende kommer lidt rundt om det hele på overfladen.
Holberg var imod, at man lod sig trække ved næsen. Holberg var imod, at man fordomsfuldt så ned på andres måde at indrette sig på. Læs Niels Klim og bliv vis - vis nok til at møde fx de nye fusionerede portaler med fornuftig og sund skepsis.
Tak til Dorte Karrebæk for at føre os ind i Holbergs væsen stort set uden at nævne ham!
