Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Fornyet klang
Egon Clausen forærer os en stribe essays, der gør vores skelnen mellem fag- og skønlitteratur til skamme
Offentliggjort
Sidst opdateret
Egon Clausen har samlet en stribe essays, som for de flestes vedkommende har været offentliggjort i tidsskrifter og dagblade, ikke mindst i JyllandsPosten, som generøst giver spalteplads til hans overvejelser.
Egon Clausen er født i Vestjylland, nærmere bestemt i Hemmet nær Ringkøbing Fjord, en hjemstavn, der har taget permanent bolig i ham, trods hans mange års tilværelse i København som forfatter, medarbejder ved radioens P1 og siden medstifter af netradioen www.den2radio.dk, en tilværelse der også en blevet en del af hans identitet.
I essaysamlingen "Vestenvind" er det netop denne dobbelte tilknytning, der har udstyret ham med en forunderligt dobbeltblik, som formår at udstyre vores forudfattede sandheder om hinanden med troldspejlets nådegave.
I bogen rejser han fra landets østlige udkant, København, til dets vestlige udkant omkring Hemmet Sogn. Han purrer op i begrebet udkanter, retter sin prisme mod vores kultursyn, pejler det gamle Vestjyllands værdier, tager bestik af være grønne fremtid og slutter med en holmgang om vores fremtid mellem lyset og mørket.
Det, der for mig gør bogen til en nydelse at læse, er først og fremmest Egon Clausens omgang med det danske sprog. Han beriger med sproget med udtryk, der sætter sig i en: "vinden krydser Ringkøbing Fjord og rifler dens vand med krappe bølger, indtil de med små kluk brydes mod stranden.." Ikke nok med at ordene er stærkt beskrivende, de er, hvis ODS står til troende, også anvendt nyskabende. Og alligevel er de umiddelbart forståelige.
Men hvad stærkere er, så har hans sprog et flow, en rytme, som får mig til at erindre en episode i udsendelsen Ronkedorerne på www.den2radio.dk, hvori vi begge deltager. Her berømmede Egon Clausen nogle amerikanske journalister, fordi de, når de havde skrevet et udkast til en artikel, gav det endnu en gennemskrivning, mens de lyttede til god, rytmisk musik. Jeg har Egon Clausen mistænkt for at lytte enten til musik fra en højttaler eller fra en indre rytmeboks.
Endelig vil jeg fremhæve hans afvæbnende humor, som fx kommer til udtryk i et essay om den sækkepibespillende gris, der sidder udskåret på degnens stol i Lønborg Kirke. Her skriver han om de svinetransporter, der bringer egnens svin på rejse til Polen og bringer velstand til egnens svinebønder, der får råd til at tage på busrejser sydpå. "Når de kommer hjem, går nogle af dem sikkert i kirke, for det er fromme folk, og når de sidder på kirkebænkene foran Herrens alter med de lovprisninger af Jesus, der gav sit liv for deres skyld, kan de passende lade blikket glide hen til grisen på degnens stol og give den en del af deres tak. Det fortjener den. Den har jo også givet sit liv, for at de kan have det godt."
Bogen er først og fremmest egnet til berigende læsning for et voksent publikum, der ønsker at få deres sandheder tilført nuancer. Men der er også essays som kan give en undervisning i folkeskolens ældste klasser en virkelighedsvinkel, både når det handler om landbruget og den grønne omstilling, og når samtalen slår ind på mobning og robusthed, hvor et grusomt essay om Harald, der mobbes af alle, fordi han er tilflytter, altså fremmed, står og sitrer over for et essay om A. Chr. Westergaards frygtløse Klit-Per.
Egon Clausen har i mange år ført en indædt kamp, blandt andet via Dansk Forfatterforenings gruppe af fagbogsforfattere, for at få tillagt fagbogen mere prestige, ja, i det hele taget få værdihierarkierne fjernet fra litteraturen. Med denne essaysamling leverer han et helt konkret argument for at ophæve skellet mellem fag- og skønlitteratur.
