Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Rose Blanche
I Oslo, tæt på Dansk-Norsk Fonds smukke Lysebu og Holmekollen, kan man lade sig overvælde af den enorme kunstinstallation, som hedder Roseslottet
Offentliggjort
Sidst opdateret
Siden jeg i midten af 1980'erne blev opslugt af den smukke billedbog Rose Blanche, som er skrevet af Christophe Gallaz og Roberto Innocenti, har jeg været fascineret af historien om den gruppe unge tyskere, der gjorde modstand mod Hitler og nazisterne; de kaldte deres gruppe for Weisse Rose. Find billedbogen om de lille skolepige, der uskyldigt oplever de mange tegn på Tysklands genrejsning, indtil hun en dag under en vandring i skoven opdager en lejr med voksne og børn i stribede dragter og med gule stjerner på brystet. Fra da af smører hun større og større skolemadpakker, samtidigt med at hun selv bliver tyndere og tyndere, fordi hun uddeler sin mad til børnene i lejren. Pige hedder Rose.
Jeg fik bogen ind på nethinden i går, da min kone og jeg af gode norske venner blev inviteret til at besøge Roseslottet - en kunstinstallation, der består af omkring 300 kunstværker, malerier, skulpturer og objekter, som fortæller om værdierne demokrati, retsstat og humanisme ved hjælp af "det universelle språket geometri".
Roseslottet er primært skabt af kunstneren Vebjørn Sand. Det er et oplæg til dialog med de besøgende i lyset af den sentens, som står skrevet over indgangsportalen: Den som sover i et demokrati, vågner op i et diktatur.
Navnet Roseslottet er inspireret af modstandsgruppen Weisse Rose. Det er hovedsagelig personer og begivenheder, der knytter sig til den tyske besættelse af Norge og nordmændenes modstandskamp, som er motiv for de flere end 250 mellem- og kæmpestore malerier. Det er klassiske grænske filosoffers sentenser, der lyder fra flettede amphoraer, som er hængt op på ruten. Og det er fem markante omkring 30 meter høje søjler, der markerer forskellige sider af modstandskampen: krigssejlerne, partisanerne i Finnmarks fjeld, modstandsgrupperne i Sør-Norges skove, den civile modstand og den illegale presse og kongens "NEI".
De mange malerier, som dels skildrer scenarier, dels er portrætter af mennesker, som har en hverdagshistorie knyttet til sig, er for det første en imponerende kunstnerisk præstation i omfang og udtryk, og for det andet en markant fortælling om, hvad vi må stille op for at værne om det demokrati, som får os til at tænke og ånde i frihed.
Det er umuligt at yde udstillingen retfærdighed i et kort blogindlæg. Men et par aspekter vil jeg nævne:
Da 15 af nazisternes topfigurer er samlet i Wannsee for at planlægge "den endelige løsning" på "jødespørgsmålet", maler Vebjørn Sand deres møde som en parafrase over P.S. Krøyers maleri Hip, Hip, Hurra. Inspirationen til dette greb har han hentet i Hannah Arendts begreb om den "ondskabens banalitet", som udspringer af en svigtende evne til at tænke selv. På den vis kan enhver blive revet med under de rette betingelser.
Som modtekst hylder han den tyske soldat Josef Schultz, som nægtede at parere ordre, da hans gruppe skulle henrette tilfangetagne serbiske partisaner. Han tog hjelmen af, lagde sit gevær og sluttede sig til dem, der skulle henrettes.
Et af de aspekter, som satte sig i mig, var den hyldest, som de, der hjalp flygtninge og partisaner over græsen til Sverige, bliver til del. Det er forunderligt, som sproglige termer tager farve af den politiske kontekst. Ingen modstandskæmper er i ustillingen her omtalt som terrorist, ingen flygtningehjælper som menneskesmugler.
Et andet af de aspekter, som betog mig, var hans kritik af den fordømmelse, som ramte børn af norske kvinder, der havde haft samkvem med tyske tropper. Krigen avler et had, som ætser anstændigheden. Derfor er det væsentligt at holde sig for øje, hvad det er for værdier, der kommer under pres i krig.
Endelig vil jeg nævne hans brug af fortællinger, som han gennem sit maleri giver mytisk karakter: fx har han gengivet historien om en østrisk officer, der sætter sig til det flygel, som blev stående tilbage på bryggen, mens hele Hammerfest brændte. Officeren spillede Mozart. Og netop Mozarts musik lyttede Vebjørn Sand til, da han malede den sidste lange række portrætter inden udgangen, en række som ikke mindst er en hyldest til nogle af de kvinder, der var aktive, men som i fortællingen stod i skyggen af mændene. (Spil Mozart i billedkunst; han frigør usynlige kræfter)
Hvis du har mulighed for at tage et weekendsmut til Oslo, så besøg Roseslottet. Hvis du skal med en gruppe lærerstuderende til Lysebu, så besøg Roseslottet. Hvis du gerne vil have oplæg til at vække den demokratiske samtale, så besøg Roseslottet på nettet: www.roseslottet.no
ps. norsk sprog kan noget særligt - helt enkelt. I omtalen af den ukendte soldats grav hedder det, at man her har bisat "levningerne" af de ukendte soldater. Hvilket begreb! Krigen æder kroppe og sjæle.
