Jens Raahauge
Blog
Der kommer en dag....
Der kommer en dag efter pandemien og alle tiltagene imod den. Og det er måske først her, det bliver rigtig farligt.
Jeg ved ikke, hvordan I har det. Men jeg bliver med mellemrum grebet af at google forskellige tilgange til vores håndteringer af epidemier gennem tiderne. Det blev vist aktualiseret, da DR bragte Bergmans film Det syvende segl for at mindes den svenske skuespiller Max von Sydow, som den 8. marts tabte i skakspillet med døden.
Google førte mig til J. P. Jacobsens oversættelser til andre sprog af Pesten i Bergamo. Og billedet over denne blog er fra forsiden af den franske oversættelse La peste de Bergame, et maleri fra 1630 af Nicolas Poussin: La peste. Og derfra fik jeg behov for at høre Karsten Pharao læse den stærke novelle op. Den kan findes på www.den2radio.dk.
http://den2radio.dk/udsendelser/pharaos-klassikere-pesten-i-bergamo/
Og ærlig talt, findes der ret meget, der er stærkere end at høre det mest forfærdelige formidlet af en mere end betagende stemme.
Dengang i Bergamo mente mange, at det var Guds straf for syner, der skulle sones ved selvpineri, og det er dette synspunkt Jacobsen hudfletter i sin nådesløse beskrivelse af massehysteri.
Nu søger vi at finde andre syndebukke fx gennem vores ordvalg. Den amerikanske præsident taler konsekvent om den kinesiske virus. Og det har efter sigende fået mange asiatisk-amerikanske borgere til at anskaffe sig våben for at kunne forsvare sig. Ord betyder noget: Det er akkurat som dengang det, hele verden kaldte the cartoon crisis, hos os blev til Mohammed-krisen med alt, hvad deraf fulgte af stigmatisering. Sådan sår man mental virus!
Så læg mærke til ordene, for det får vi brug for, når coronaen er forduftet i denne omgang. Hvordan reagerer vi fremover?
Det er nu in at tale om, at vi skal vise samfundssind. Læg mærke til ordet, som indikerer, at vi skal have en bestemt adfærd for samfundets skyld. Det gamle ord solidaritet er der ingen, der bruger, selv om det peger på, at vi gør noget for hinandens skyld.
Politikens Ole Rasmussen har ved Sket i ugen en udtalelse fra en 76-årig borger fra Gentofte, som ikke undrer sig over, at coronaen har ramt hans kommune. Her har folk råd til at tage på skiferie. De kerer sig mere om aktiekurser og pensioner end om deres næste.
En udtalelse, der er en fin forlængelse af en blid, blåtonehåret, bedaget brikerødkvinde, som omkring udligningsreformen mente, at folk i udkantsdanmark kunne lade sig inspirere af nordsjællænderne og så tage sig sammen.
Coronakrisen peger akkurat som pesten i Bergamo før og nu også på sammenhængen mellem epidemi og ulighed. Ved det store udbrud i middelalderen tog de rige op i bjergene og underholdt hinanden blandt andet med at fortælle historier. Nogle af dem kan læses i Boccaccios Dekameron, nu i Thomas Harders fornemme oversættelse.
Men hvad sker der efter epidemien? Vil den krisehåndtering, hvor alle vores grundlovssikrede rettigheder er sat delvist ud af kraft, give magthaverne smag for magtens sødme, sådan som vi længe har set det i Kina, og som vi lige nu ser antydninger af i Ungarn og i Israel? Eller vil man indse, at uligheden i verden skal bekæmpes, hvilket vi ikke ser mange tegn på lige nu? Og vil man opdage styrken i solidaritet som alternativ til samfundssind, i fællesskab som alternativ til konkurrencestat, i menneskelighed som alternativ til dem og os?
Lad eleverne blive opmærksomme på sprogbrugen og på de farer, der lurer under krisehåndteringen, og som vi desværre allerede har sået stærke spirer til i vores håndtering af flygtninge- og indvandringspolitikken. De kan få næring ved at læse:
Victor Klemperer: LTI
Knud Lindholm Lau: Bare fordi at
George Orwell: 1984
Hanne Marie Svendsen: Den skjulte by
og mange andre
