Jens Raahauge
Blog
Hor, mord og ildebrand
I kampen om opmærksomhed spiller det personcentrerede, sensationen og ulykken en væsentlig rolle, gerne tilsat frygt eller forargelse. Medierne deltager i denne kamp og kommer ofte til at sætte dagsorden.
I 1987 oplevede jeg et af vendepunkterne i mit dansklærerliv. På en konference traf jeg en ældre svensk litterat, Bengt Neerman, som havde sagt sin stilling som underviser på den svenske journalistuddannelse op, fordi journalistikken havde skiftet karakter fra sandheds- til sensationssøgende. Han var "vendt hjem" til litteraturen og poesien, fordi der her er en stræben efter at fange sandheden. Han gav også en velunderbygget karakteristik af den dominerende pædagogik som værende godhedssøgende, hvilket ikke kunne være til nogen gavn for børns udvikling og søgen efter ståsted i tilværelsen. På den anden side har børn brug for og krav på tryghed under opvæksten, så han søgte at introducere en poetisk pædagogik, hvor den sandhedssøgende litteratur var en markant medspiller.
Siden da har vi oplevet en kommercialisering af medierne med en øget kamp om opmærksomheden til følge, hvilket i sig selv kan lede til små iagttagelser af ordvalg i overskrifter i BT og EkstraBladet (Kendis afslører hemmelighed. Danmark smadrer Congo. Katastrofe i hjemmepljen.). Jørn Lund analyserede sin tid fænomenet og beskrev, hvad der var på vej, i bogen Kampen om opmærksomhed Gyldendal 2000).
Nye medier har kraftigt forstærket denne tendens, som ikke kan undgå at kollidere med de journalistiske dyder, som har gjort medierne fortjent til titlen som den fjerde statsmagt. Og vi er måske kun ved begyndelsen, hvis det da står til troende, at det, der sker i USA, kommer til os med lidt forsinkelse.
Den fjerde statsmagt er ikke længere bare sandhedssøgende, den bliver også i mange tilfælde dagsordensættende, også når den bygger på halve eller fordrejede sandheden.
I en ny bog fra djøfs forlag, Når medierne sætter dagsorden, er der en række bidrag, som vil være for teoretiske for arbejdet i grundskolen. Men der er også indfaldsvinkler, som er lige til at gå til. Lad mig nævne nogle: 1) TV2 dokumentaren om bivirkninger af HPV-vaccinen skabte en frygt, bl.a. på grund af ensidighed i præsentationen. Det kan have kostet menneskeliv. 2) Gyllegate om landbrugspakken og miljøet fik fældet en minister, men spørgsmålet er, om der blev ændret noget basalt i landbrugspolitikkens indhold. Man gik efter personen snarere end sagen. 3) Ulven er kommet til landet, og pressen valgte indfaldsvinkler, som fremmede frygt snarere end faktuel viden om at leve med ulve. 4) TV2 dokumentaren om Moskeerne bag sløret anvendte skjult kamera og en dramaturgi, som på en gang virker generaliserende og intimiserende - og som spiller sammen med 5) pressens tendens til at spille på "etniske overdrivelser".
Denne bogs tilgang til det journalistiske arbejde kan bidrage til fine diskussioner omkring arbejdet i nyhedsugen eller med journalistik i det hele taget.Og så viser den indirekte det store behov for at give litteraturen og poesien den nødvendige plads i danskundervisningen som modvægt til folkeskolereformens kompetencetendens, der i danskfaget kommer til at promovere de journalistiske genrer på bekostning af litteraturen, sensationen på bekostning af sandheden. Forat bruge Bengt Neermans begreber.
Men tilsæt gerne lidt grundskolegodhed.
