Jens Raahauge
Blog
Lyt til sproget. 3. Over grænsen
DR1-udsendelsen om Det tabte land havde en række udsagn om preussernes fremfærd, som fik mig til at gruble over, om man kan lære af andres dumheder.
Når man lige har vænnet sig til, at Lars Mikkelsens stemme denne gang vil berige os med viden om det sønderjyske spørgsmål, så er der et ganske godt flow i DRs udsendelser om forhistorien til tabet af Slesvig-Holsten og siden delingen af Slesvig med halvdelens forening med Danmark.
For at komme i rette sindsstemning læste jeg som optakt til udsendelsen den 24.06.20 om "Det tabte land" en af mine gamle børnebøger: A. Chr. Westergaards "Over grænsen", som jeg iøvrigt skrev om i en tidligere blog: https://www.folkeskolen.dk/1519443/1920-er-historien-virksom
Med denne og andre lignende fortællinger i bagagen fra min grundtvigske underskoletid gled de dele af beretningen, som skildrede de lidt dumme preussere, som ikke kunne se, at de rød-hvide farver på kaffebordets lagkage var et danskhedssymbol, og som ikke helt kunne afkode mange af de forbudte sange.
Men presusserne kunne vel ikke være helt tilbagestående, når man fx tænker på beretningen i bogen "Slagtebænk Dybbøl", hvor de bedøver sårede før amputation af lemmer, mens danskerne går direkte til værks i forvisning om, at bedøvelse hæmmer sårheling.
Og netop indslaget i udsendelsen, der er centreret om den lærer Ravnsgaard fra Toftlund, som mener, at tysk kultur er den sønderjysk-danske bondekultur overlegen, rummer interessant sprogbrug.
A) Børnene skal tale tysk i skolen, for "børn der kun taler dansk derhjemme, falder igennem". Derfor udvikler sprogproblematikken sig også til, at dansk bliver forbudt i skolen, for "at klæde de unge bedst muligt på til fremtiden".
Hensigten med de tyske sproginitiativer er, "at skabe et tysk sindelag" blandt de dansksindede.
Men "jo mere tyskerne strammer grebet ..., jo stærkere bliver sammenholdet og kampen for at dyrke den danske kultur".
Det er ganske interessant, at denne fortælling smyger sig glat ind gennem vores øregange, for hvis det er korrekt, at preusserne og tyskerne ved deres adfærd var dømt til at lide identitetspolitisk nederlag, er der vel grund til at gruble over, om vi i vores omgang med børn af forældre fra andre kulturer agerer værdigt, klogt eller preussisk.
Man kunne altså lave en indsætningsøvelse, hvor vi sætter dansk i stedet for tysk, sådan lidt som nogle for år tilbage foreslog med politikeres og meningsdanneres udtalelser om muslimer ved at lave jødeprøven: erstat teksternes brug af ordet muslim med jøde.
Den løsning med en afstemningsafgørelse, man fandt som løsning på det slesvigske sprørgsmål, var politisk klog og udtryk for en humanistisk værdighed, som afløser for krigsløsningens rædsler. Men hvorfor har den humanistiske tanke så måtte vige for den nationalistiske? Hvordan kan vi forstå det ugræs, der er føget over hegnet efter 1920, speedet op efter 1972 og rykket ind i magttænkningen efter 2001, og som i dag lader os agere politisk og sprogligt som et spejl af vores eget vrangbillede af preusserne i 1864-1920?
Kan en ændret kontekst gøre afstumpethed til klogskab? Det er da en tanke og et ordvalg værd!
