Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Luk øjnene og se
Claus Meyers erindringer kaster associationer af sig.
Publiceret
Senest opdateret
Som jeg skrev i et af mine seneste blogindlæg, satte det tanker i sving, da en bornholmsk skolebibliotekar spurgte, om det ikke ville være befriende, hvis der kom flere bøger med et livsbekræftende indhold; der blev beskrevet så megen elendighed.
I en lokal læsekreds var vi faktisk inde på noget tilsvarende, da vi havde Thomas Korsgaard på programmet. Glen Beck, Morten Pape og Mathilde Walther Clarke blev sporadisk berørt som udtryk for en tendens i tiden. Og så dumpede en tyk bog ned i min postkasse: Claus Meyers Drømmer.
På omslaget sidder han med lukkede øjne. Og jeg kom til at associere til et par illustrationer af Anna Margrethe Kjærgaard, som sidder i Rønne og skaber billeder med hænderne dybt plantet i sine erfaringers bibliotek. I Kathrine Assels betagende fortælling om En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger ser man den gamle mand med lukkede øjne - for en bladren senere at have lukket dem op. Man fornemmer, at han ser klarest med lukkede øjne.
Sådan er det også med Claus Meyer. Han har et væld af ideer om, hvordan vi kunne få et rigere og smukkere liv, og faktisk lykkes det ham at få omsat mange af dem til virkelighed. Han er vel i dag ophavsmand til et halvt hundrede virksomheder, som alle på en eller anden måde kan ses som et bidrag til en højnelse af vores madkultur. Han holder ganen højt! Men han har også et socialt engagement, når hans initiativer er rettet imod fattige mennesker i Bolivia eller har resocialiseringsformål for indsatte. Hans indsatser spænder fra pop up-skovtur i Udsholt over varer på supermarkedshylder til Michelinstjernevindende NOMA.
Men når man læser hans bog, bliver det tydeligt, at en af motorerne i hans indsats kan findes i et opgør med den lollandske barndom, som han føler karakteriseret ved svigt, mangel på kærlighed, trummerum og smagsfattige måltider. Det, der holder ham oppe og igang, er konkurrencen og sammenholdet i idrætslivet - interessant nok med kammerater på tværs af aldersskel.
Som lærer ønsker man at læse om børn og unge, der får styr på deres liv ved en særlig empatisk handling fra en lærer, men her når livet altså til et vendepunkt, da Claus Meyer oplever fransk køkken og familiekærlighed. Han bliver tændt for en vision om at ændre dansk madkultur, og her en generations tid senere må man sige, at han langt hen ad vejen er lykkedes.
Hans originale idé var at tage initiativ til tanken om det ny nordiske køkken, en idé, der greb om sig og influerede på andre områder, som da Christine Antorine formulerede tesen om ny nordisk skole, men brugte sympatien for projektet som springbræt for en skolereform, der fjernede al nordisk tradition fra skolen. Anderledes med Claus Meyer: Han holdt fast, formidlede i TV, skabte produktion af råvarer og varer og transformerede tanken til også at kunne virke internationalt med lokale råvarer.
Men hele tiden i fuld fart med en underliggende uro for at blive forladt eller svigtet. Det er her, man læser, at barndomsoplevelser sætter spor. I Drømmer beskriver Claus Meyer med en oprigtighed og hudløshed sine op- og nedture; ikke mindst kan bogen også læses som en hyldest til hans fire piger, Christina og de tre døtre med æblenavnene. Han vil give den kærlighed, der ikke blev ham selv forundt, og han får rigelig tilbage. Dette får man måske et endnu stærkere billede af i den smukke film om restaurant- og kokkeskoleprojektet Gustu i et fattigkvarter i Bolivia. Filmen A Taste of Sky kan hentes på nettet.
I bogen er der ret lange passager, hvor veje til et projekts realisering eller til etablering af et samarbejde med udvalgte pesoner beskrives. Og det havde beriget bogen, om disse afsnit var blevet strammet lidt op, og det er lidt underligt, at dette ikke er sket, når nu der er en journalistisk medskribent på bogen.
Men jeg er betaget af det selvportræt, som oprigtigt og insisterende tegnes med fortællinger, som både viser svagheder og styrker, frygt og sved. Og så er den på en fin måde et lidt ordrigt svar på spørgsmålet fra den bornholmske skolebibliotekar. Her er fortællingen om en dreng, der kunne være gået i hundene, men insisterede på at rejse sig ved gryderne.
Måske er det sigende om den komplekse og dog letlæselige mand, at han har skrevet en lille pamflet, der spiller på lollandsk lokalsprog og -kolorit. Bevar roen hedder den. Det kunne oversættes til gå ikke i panik, undgå af blive halshugget og pas godt på det hvide guld sukkerroen.
Bogens omslag lyver ikke. Bag de lukkede øjne har Claus Meyer klart set muligheder for at berige vores smagsløg og vores sans for skønhed. Og når han har åbnet dem, har han formået at finde samarbejdspartnere, så synerne er blev synlige for os andre.
