Jens Raahauge

Blog

Dyrk rødderne og styrk vingerne.

I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er tiende og sidste refleksion i dennesammenhæng.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri. Dette udsagn fremsætter Søren Kierkegaard i Enten-eller (side 337), og når en af vores mest komplekst tænkende filosoffer finder modersmålet dækkende for det, der er at sige, så må, kan og skal det inspirere os andre til at frigøre vores tanker og bruge sproget.

Vores modersmål har både rødder og vinger.

I Etymologisk ordbog kan vi finde rødderne til vores ordkorpus. De klassiske sprog spiller her som overalt i Europa en rolle. Vores oldnordiske ophav har vi også med os, ikke mindst i intimsfæren - fx flertalsordet 'jul' og tilsynekomstordet 'fødsel', men ellers den germanske sprogpåvirkning markant. Og vi kan aflæse at franskmændene har funderet vores sundhedsvæsen: hospital, journal, kanyle, samt vores postvæsen: porto, prioritere, éqonomique. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Vores verden udvikler og forandrer sig til stadighed, og derfor skifter de magt- og handelsforhold, som påvirker vores sprog, også. Sprogets vinger synes at have angelsaksiske fjer. Da amerikanerne som led i den kolde krig satsede på soft power, skulle det vise sig at være effektivt. H.C. Andersen kendes i dag af mange danske børn primært gennem Disneys versioner. Engelsk er trængt ind i vores dagligdag, og mange danske ord har været mærket sale, ja, engelsk har møvet sig helt ind, også når det kommer til faste udtryk.

Når vi lader et dækkende dansk ord dø, forsvinder en nuance. Og på nogle områder er der fare for, at det danske sprog mister hele domæner, fx inden for forskning. Derfor må enhver dansklærer gøre op med sig selv, hvordan det danske sprog skal behandles i dansklektionerne; for i de andre sfærer, hvor børn og unge færdes, har det amerikanske godt fat. Lad os huske på, at overgivelsen til det angelsaksiske er medvirkende til, at vi fik skolens tyskinspirerede og formålsbaserede undervisning erstatten af reformens angelsaksiskbaserede, målsatte læring. 

Søren A. Kierkegaard anvender et ord, som kunne være en ledetråd i vores valg: ypperlig. Er det ypperligt, at sige 'I love you' i stedet for 'Jeg elsker dig'? Eller... vælg selv. Vi skal selvfølgelig lade os påvirke af andre sprog, hvilket vi altid har gjort. Læs fx Benny Andersens Verdensborger i Danmark. Men der er forskel på at lade sig påvirke og at lade sig underløbe. Vi risikerer at miste vores sproglige pælerod og få det afløst af angelsaksiske trevlerødder. Og graner vælter som bekendt let i storme på grund af deres overfladiske fundering.

Vi har en pendant til den sproglige udvikling i den litterære. Det gav sig for år tilbage udslag i ønsket om at få en dansk litterær kanon. Det interessante ved denne kanon, som i al væsentlighed kom til at omfatte de forfatterskaber, som danske lærere traditionelt inddrog i undervisningen, var to ting: 1) en negativ: kanoniseringen af en forfatter har medført, at interessante samtidige forfattere har det med at gå i undervisningens glemmebog, og det er undervisning og forskning, der holder liv i ældre litteratur.  2) en inspirerende: kanonlisten afslører, at det, der som regel adskiller de kanoniserede fra så mange andre, er, at de har skrevet deres gennebrudsværker på det rette tidspunkt, hvor vi var modtagelige for nye strømninger fra det udenlandske. Alle har de bragt verden til Danmark - og fordansket den.

I litteraturen viser vi altså, at vi kan lade os inspirere uden at blive løbet over ende: Vi kan stræbe efter det ypperlige, som i vid udstrækning består i at finde dækkende og nuancerede udtryk for og udsagn om vores tanker og følelser.

Hvis vi elsker vores modersmål, så: dyrk dets rødder og styrk dets vinger!