Jens Raahauge
Blog
Glædelig jul og bedre nyt år
Det er blevet en tradition, at Dansklærerforeningens Folkeskolesektion sender julehilsner til medlemmerne, og jeg har fået lov til at formulere brevet til dem, der har forladt skolen. Det bringer jeg her som en opfordring til, at vi pensionerede bakker op om skolen og de faglige foreninger.
Kære medlem, som har sagt skolen, men ikke vores skønne fag farvel.
Da jeg var barn, fik vi hjemme ”I Julelampens skær”, og nu sidder vi sammen på afstand og skal ønske hinanden en glædelig festtid. På sæt og vis er vi alle fanget ind, så det nu sker i coronalampens skær.
Det får mig til at tænke på en udtalelse fra et barnebarn, som jeg var i Lissabon med. På den sidste aften takkede hun for vores uge med ordene: ”Hvor har vi talt om mange spændende ting. Jeg troede, at gamle mennesker kun talte om døden”.
Og hun har jo en pointe i den forstand, at vi, der er gået på pension, nok har mere fortid end fremtid, men på den anden side har vi gjort os erfaringer, som det måske er værd at lytte til. ”De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den,” sagde filosoffen George Santayana og advarede dermed mod historieløsheden. Vi er en stor del af danskfagets historie, og derfor må vi byde os til, ikke for at fortælle, at det har vi prøvet, men for at give dansklærermod på at styre uden om de fortidens fejlskud, som vi var en del af.
Der er i disse tider god grund til at kæmpe for et danskfag, der både satser på færdigheder, sprogglæde og dannelse. Her kæmper Dansklærerforeningens Folkeskolesektion fortrøstningsfuldt en vedholdende kamp, og her er det vigtigt, at vi erfarne støtter op. Lige nu er grundfilosofien i den reformerte folkeskole, at det vigtigste er at lære. Og derfor peger Lene Tanggaard og Keld Skovmand på et centralt felt, når de i deres nye bog Hvad vi taler om, når vi taler om at lære peger på behovet for fordybelse og åndsfrihed frem for de teknikaliteter, der er lagt ned over pædagogikken.
Lige netop her er det vi kan bidrage, fordi vi har været så begunstigede at have haft vores virke på basis af DANSK 1984, som vel sagtens er det mest velskrevne faghæfte i vores fags historie. Her bad Bertel Haarder om at få en fagbeskrivelse, der gjorde op med den værdinivellering, som Ritt Bjerregaard fik gennemført, da vores fag blev reduceret til et redskabsfag. De to, der fik til opgave at puste liv i faget igen, var Torben Brostrøm og Jørn Lund. Og på en vis måde står de for mig som sindbilledet på den rummelige og livgivende folkeskole; socialisten og den konservative finder sammen om det, der er væsentligt: et fag, der vedkender sig et sprogligt værdihierarki, en animering til fordybelse i stoffet og en åndsfrihed i omgangen med fagets muligheder.
Jeg ved fra samtaler med mange børn og unge, at de husker deres dansktimer for de særeste ting, men altid for øjeblikke, hvor den engagerede lærer brænder igennem.
Og jeg ved fra samtaler med lærere, at ældre kolleger, der rækker erfaringens hånd ud, er guld værd. Dette fik jeg også fornemmelsen af, da jeg af folkeskolen.dk blev bedt om at anmelde Hans Erik Hansens De hellige haller og lige så da lærer Henning E. Jørgensen sendte mig sin bog Glad lærer, som smitter.
Mange tilslutter sig, at erfaring er af det gode, hvis den bliver anvendt ordentligt. I Dansklærerforeningsregi kan vi pensionerede dansklærere bidrage på flere måder; ved at betale kontingent selvfølgelig, men også ved at bidrage til debatten fx på Facebook eller ved at foreslå eller bidrage til Men vi kan så meget mere-undervisningsforløb. Og så kan man få noget for kontingentet; ved at være en del af et fællesskab, ved at kunne købe vores bøger billigt – se fx de gule tilbud på hjemmesiden.
Det er både gensidigt og stort, at vi er sammen om vores fag.
Glædelig jul og bedre nyt år!
Ps.
Mens jeg sad og skrev dette julebrev, tikkede nyheden om, at Torben Brostrøm er afgået ved døden. Læs Erik Skyum-Nielsens nekrolog i Information og bliv overtydet om, hvilken stor personlighed, der bidrog til genoplivningen af vores fag i 1984.
