Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Han, som har skabt så meget liv, er død.
Offentliggjort
Sidst opdateret
For få uger siden blev Søren Fanø angrebet af den uhelbredelige og hastigt fremadskridende Creutzfeldt-Jakobs sygdom, og forleden sov han stille ind omgivet af sin familie.
Det er sært, at han ikke er her mere, han der kunne skabe liv i så mange og i så meget – i bogstaverne i børne- og ungdomslitteraturen, i de danskstuderende på læreruddannelsen og i den brede kreds af mennesker, der nød godt af at samarbejde med ham.
Man kunne godt undre sig over, at rolige og besindige Søren orkede og overkom så meget. Måske blev hans sindige udholdenhed grundlagt i de ni år, hvor han måtte forcere den lange og ret stejle Marientreppe, der fører fra Norderstrasse op til Duborgskolen, hvorfra han blev student. Hvorom alting er, så blev denne eksamen første trin på den uddannelsesstige, der via læreruddannelsen fra Aarhus Seminarium over cand.pæd. eksamen fra DPU blev afrundet med en master i børne- og ungdomslitteratur. Og uddannelserne blev omsat til arbejde som lærer i Mårslet, lektor ved VIA og forfatter og freelanceskribent.
Apropos Mårslet, var det karakteristisk for Søren, at han med familien slog rod, fordi han som rodfæstet opnåede en frihed til at kunne give sine studerende, os han arbejdede sammen med og ikke mindst vores børne- og ungdomslitteratur liv under vingerne.
Når man på skolemesser glædedes over de mange lærerstuderende, der gik omkring og så på undervisningsmaterialer til dansk eller sad med udslåede ører og hørte på forfattersamtaler, så øjnene man som regel konturerne af Søren i baggrunden. Og med mellemrum så man ham fange de studerendes opmærksomhed med åbnende spørgsmål; sådan som man gør, når evaluering handler om at udvikle og ikke om at kontrollere.
Når man i ministerielle komiteer, bestyrelser eller forlagsrelaterede møder sad sammen med Søren, følte man sig i selskab med en god lytter, som med passende mellemrum berigede med et spørgsmål, som afslørede en indsigt og belæsthed, eller med en synsvinkel, der som oftest satte dagsorden. Det føltes gerne som en gedigen form for efteruddannelse at samarbejde med Søren.
Og når man læser Sørens bøger, artikler og ikke mindst anmeldelser, så oplever man essensen af Sørens indsats. Han har med sit tastatur virkelig skabt højvande i Bogbotten. I enhver af hans anmeldelser giver han, som den indsigtsfulde læser han var, et fint og præcist indtryk af det anmeldte værk, som i tilgift bliver krydret med didaktiske råd og frugtbare perspektiveringer.
Det, der gjorde de faglige møder med Søren så enestående, var, at han ikke anskuede børne- og ungdomslitteratur og pædagogik som adskilte, men som samspillende dynamoer i bestræbelserne på at få bogstaverne, billederne og de universer, de skabte, til at leve.
Når det her ikke er nævnt, at Søren har været medlem af Dansklærerforeningens læreruddanneres bestyrelse, af Kulturministeriets forfatterpriskomité, af Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpriskomité og IBBY Danmarks bestyrelse, så skyldes det alene, at der givetvis vil være markante områder, som er blevet overset.
Sørens livgivende indsats for undervisningen i, læsningen af og kærligheden til dansk børnelitteratur har været omfattende, og da han forleden sov stille ind, stod det klart for det fleste af os, hvem og hvad vi havde mistet. Men hans skriftlige arbejder står tilbage som runer, han har ristet over en historie af betydning.
Disse runer kan og vil vi mange vende tilbage til. Men hans familie, Jytte, børnene og børnebørnene har mistet deres rodfæstede. Vores tanker går til dem.
Æret være Sørens minde!
Jens Raahauge
