Blog

Noter fra Litterært Folkemøde. 5

J.P. Jacobsen døde ung af tuberkulose, men nåede at sætte sig markante spor i dansk litteratur. J.P. Jacobsen-Selskabet holder ham i live.

Offentliggjort Sidst opdateret

Påvirket, som han var af Darwin og Georg Brandes, fik J.P. Jacobsen med sin videnskabelige iagttagelsesevne og sproglige formåen sat sig spor i dansk litteratur, som gør ham værd at læse og hente inspiration hos i dag.

På J.P. Jacobsen-Selskabets bord ved Litterært Folkemøde ligger postkort og piecer, men mest iøjefaldende er en udgave af hans roman Fru Marie Grubbe med et særegent, florlet billede på omslaget.

Historien om adelskvinden, der forelskede sig i Søren ladefoged, og som med Holbergs udtrykt udviste en dårlig, ustandsmæssig smag, har fascineret og inspireret mange forfattere som fx Holberg i Epistel 89, Blicher i Brudstykker af en landsbydegns dagbog, H.C. Andersen i Hønse-Grethes familie og altså J.P. Jacobsen i Fru Marie Grubbe, men også forfattere fra vores samtid som fx Juliane Preisler i Kysse Marie og Lone Hørslev i Dyrets år.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse.

J.P. Jacobsens roman er et psykologisk studie i skæbnen for den kvinde, som følger sine drifter, og sådan søger han på naturalistisk vis at skildre forholdet imellem arv og miljø.

Det, der fanger øjet på J.P. Jacobsen Selskabets bord, er omslaget på det genoptryk af romanen, som fandt sted i anledning 100-året for digterens dødsdag. Bogen blev illustreret af billedkunstneren Susanne Tvermoes, som skaber billeder i løvcollager. Hun presser og tørrer blomster og blade, der så anvendes hele eller iturevne som billedernes byggemateriale. Det giver dels et florlet og levende præg og dels et farvespil, der har naturens liv og forgængeligheden i sig.

Da Dronning Margrethe i sin tid så udgivelsen, opfordrede hun til at udgive illustrationerne i et særtryk, som fortsat kan købes hos selskabet. Man kan vistnok købe det ved at kontakte Butik@museumthy.dk. Den anvendte teknik må kunne inspirere til et smukt samarbejde imellem biologiens udeskole, billedkunst og litteratur, der råber på at blive illustreret.

J.P. Jacobsen bør have en fast plads i litteraturundervisningen, hvor så meget - der som grenen på det gamle egetræ i novellen Mogens - vrider "sig i fortvivlelse over den mangel på harmoni", der fornemmes i lige her og nu, hvor krigens galskab har grebet Europa, og hvor vi venter på næste udbrud af coronaen.

Dette får mig til at reklamere for Carsten Pharaos oplæsning af Pesten i Bergamo i Pharaos Klassikere på www.den2radio.dk.