Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Øjeblikket, hvor en lærers bemærkning river med eller river ned.
Maren Uthaug valgte at takke for de gyldne laurbær ved lydløst at tegne "takketalen".
Offentliggjort
Maren Uthaug har fået boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen 11%. Det blev fejret på behørig vis forleden. Bogen er grænseoverskridende særlig, akkurat som hendes tidligere romaner er. Særlig var også hendes optræden ved laureatfesten, hvor den laurbærkransede plejer at holde en takketale. Maren Uthaug ville ikke tale, men i stedet for tegne og skrive. Og det gjorde hun morsomt, morbidt og medrivende. Hun tegnede i den streg og med få, rammende ord, sådan som Politikens læsere kender det fra hendes stribe.
Et af indslagene handlede om den modgang, hun havde mødt i skolen: Teksten lød: "Og lærerne gjorde hvad de kunne. Du må lære at holde ordentligt på blyanten! Ellers bliver du aldrig til noget! OK OK OK"
Det er et udsagn af den art, der får spolen til at snurre i en lærersjæl. Hvad har jeg i løbet af et langt lærerliv fået sagt, som har sat sig så grundigt i en elev, at det popper op mange år senere.
Jeg kom til at tænke på Dansklærernes Pris, som Dansklærerforeningens Folkeskolesektion uddelte i 10 år til mennesker, der på en eller anden måde anfægtede vores selvforståelse: den ordblinde forfatter Herman Stilling, indtaleren og multikunstneren Thomas Winding, den udpræget alternativt begavede Niels Hausgaard, den ordblinde musiker og forfatter Carl Quist Møller og radio- og TV-journalisten Mikael Bertelsen var blandt prismodtagerne. Og de fleste havde skoleerfaringer, der i nogle tilfælde havde lighedspunkter med Maren Uthaug, men flere af dem havde fundet udveje; fx havde Mikael Bertelsen fået lov til at aflevere sine stile som lydbånd.
Hvis vi ser på illustrationen over dette blogindlæg, så kan vi se, hvordan tegneren og forfatteren holder på blyanten. Og alligevel er hun blevet til noget, tilmed noget med en blyant.
Jeg havde i underskolen en lærer, som jeg beundrede, og hvis undervisning fortsat spiller en rolle i min opfattelse af god undervisning. Men samme lærer gav min lillebror en syngende lussing, fordi han skrev med venstre hånd. Det blev der ikke talt om, og jeg har først fået det at vide en menneskealder senere. Det er mig fortsat en gåde, at dette dejlige menneske kunne være så brutal. Denne ene episode har sat sig dybe spor i min bror, som var en fin venstre wing på fodboldholdet, og som i sit liv har undervist mange både højre- og venstrehåndede i håndskrivning.
Men lærere kan heldigvis også sætte sig varige spor på en positiv måde. I bogen Med varsomhed og vovemod skriver Josefine Klougart om en episode, hun erindrer: "[han] pegede på et sted nederst på første side. Det var afmærket med nogle hidsige lyserøde zigzagtegn og et udråbstegn. Du kan skrive, sagde han så og så alvorligt på mig........ Du skal vist være forfatter, sagde han."
De lærerhandlinger, der her er omtalt, er sket i et splitsekund. Det er den skrøbelighed, som både rummer nedgørelse og storhed, der er en del af de tusindvis af splitsekunder, som vi lærere har sammen med vores elever.
Og for mig er dette, det væsentligste punkt på min evalueringsdagsorden!
