Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

YTR! YTR? YTR!

Dagligt minder jeg mig selv om ytringsfrihedens dilemmaer ved at kigge på mit kaffekrus med Peter Poulsens kraftfulde digt, som ses i uddrag på illustrationen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lad mig til indledning slå fast, at ytringsfriheden i sin tid blev gjort til en basal rettighed for at sikre, at borgerne kunne sige magten imod.

Når jeg ønsker at pointere dette, skyldes det en fornemmelse af, at vi ser en udvikling, hvor ytringsfriheden anvendes af magten til at tryne borgere. Lad mig blot henvise til Naser Khader, som har begået noget, der kunne ligne overgreb mod nogle kritikere, og som fortsat er begunstiget med en plads i den borgerlige anstændigheds parti. Jeg nævner ikke de andre magthavere, som længe har hævdet, at de repræsenterer ytrings- og trykkefriheden, mens dem, de ikke kan lide, har en noget smallere margin at ytre sin indenfor.

MEN NU TIL SKOLEN  

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Jeg må tilstå, at det mest raffinerede angreb på ytringsfriheden i skolen var nedlæggelsen af lærerrådene, som jo, når de fungerede bedst, netop bestod i at forholde sig til udspil fra ledelse og myndigheder med en tilgang, der udsprang af faglig indsigt. Ja, vi havde faktisk ikke blot en ytringsfrihed, men en ytringspligt - inden for murene.

Men den kritiske tilgang til udspil fra ledelse og mynbdigheder, som bygger på professionsfaglighed, er ikke blevet mindre væsentlig. Som leder har jeg ofte noteret mig, at det, der bragte skolen videre, var dem, der ydede konstruktiv modstand og bad om flere argumenter og overvejelser; ikke at alle kunne få eller skulle have ret, men alle har krav på at blive lyttet til og lyttet ekstra til, hvis de har et bedre argument.

At det kan være fristende at anvende sin magt, har jeg flere gange oplevet, som da jeg som leder blev kaldt til samtale med min øverste leder, fordi jeg i et møde, som kommunens børneudvalg havde inviteret mig til, udtrykte en mening, som ikke harmonerede med forvaltningens. 

Og nogle har måske oplevet mig optræde lige så uprofessionelt i en eller anden situation. Men så håber jeg, at jeg har fået det at vide med store bogstaver.

Kritikken er til for at forbedre!

Anderledes kan det være at "skide i egen rede", altså at kritisere udadtil. Men det kan blive nødvendigt, hvis man har forsøgt sig på de indre linjer uden at blive lyttet til. 

Apropos Peter Poulsens digt fra Rulletekster, så bør man efter min mening overveje, hvad man ønsker at få ud af sin kritik og sine ytringer, inden de ryger ud i det offentlige rum. 

Men ét står fast, som en erfaring, jeg har gjort mig: En skole uden kritiske lærere er ilde stedt.   

Powered by Labrador CMS