Jens Raahauge
Blog
Digitalibanere
Det står mig mere og mere klart, at den måde, vi har trumfet en digitalisering af skolen (og samfundet) igennem på, ligner et overgreb på det basalt menneskelige.
At skrive blogindlæg er en besynderlig beskæftigelse. Genren tilskriver, at man støder på et eller andet fænomen eller problem, som man gerne vil give en refleksion med på vejen. Og hvis det lykkes at plante et enkelt frø, der kan spire i den pædagogiske debat, så er formålet vel opfyldt.
Men det hænder, at blogindlæggets karakter af en tanke rammer en selv; man kan ikke få problematikken ud af hovedet. Sådan forholder det sig med min seneste blog om nedprioriteringen af vores hænder.
Vi ved, at den belgiske konge og massemorder Leopold den Anden omkring år 1900 brugte afhugning af congolesiske landsbyboeres hænder som straf for, at de ikke opfyldte kvoterne for udvinding af gummi. Det var ren terror.
Vi ved, at fundamentalistiske talibanere følger en middelalderlig læsning af sharia-lovgivningen og hugger hænderne af tyveknægte. Det er ren umenneskelighed.
Men det virkeligt rystende for mig er, at vi selv med den forcerede digitalisering i samfundet generelt og i skolen specielt udfører en særligt raffineret afhugning af hænderne. Det var den tyske historiker Jochen Hörisch, der fik mig til at se digitaliseringen i dette perspektiv, når han påviser vores kulturs prioritering af hovedet på bekostning af hænderne. ”Du klarer dig for godt i skolen til at skulle være håndværker. Du skal da i gymnasiet.” ”Vælg noget med IT, så tjener du noget mere end en sygeplejerske!” Eksemplerne på, at håndens arbejde har lavere status end hovedets, er ikke blot utallige; det er udtryk for en generel tendens. Og det er ikke alene skammeligt, men også skadeligt, for – som jeg skrev i den tidligere blog: ”Hænderne er den fineste forbindelse, vi mennesker har til og i den virkelige verden. Filosoffen Friedrich Schlegel kalder hænderne for fornuftens følehorn, fordi de sanser verden, og de lader i tilgift fornuften komme til udtryk, fordi hænderne er det, vi gør.”
Fordi jeg ikke har kunnet få det overgreb, vi har udsat hænderne for, ud af hovedet, har jeg set mig omkring efter yderligere belysning af problematikken. Den britiske filosof Raymond Tallis fremfører i sin fine, lille bog The Hand den betragtning, at den afgørende forskel på mennesket og andre pattedyr beror på, at vores art rejste sig op og udviklede en brug af kompliceret anvendelse af hånden, så den både kunne håndtere forskellige materialer, værktøj og redskaber og kunne give os den selvbevidsthed, som følelsen af handlefrihed fører med sig. Evnen til en sådan kompleks og sanselig udforskning af vores omgivelser har bidraget til, at vi har udviklet symboler og sprog – og håndens sansninger kan derfor betragtes som en af forudsætningerne for vores civilisation.
Mere jordnært i forhold til vores arbejde i skolen beskriver uddannelsesforsker Dorte Ågård i bogen Skærme i skolen den skade de seneste 15 års jublende digitalisering af hele vores uddannelsesstem har medført. Den undervisning, som bygger på krop, koncentration og fællesskab, er med en it-domineret hverdag blevet underløbet. Derfor har vi i dag en skole, et uddannelsessystem og en forskning uden kompas; en skole der råber på viden og dannelse og begrænsning af it. Bogen er et opråb, der kalder på, at vi alle besinder os og bliver oldtidslevn, der underviser i en klasse, et fællesskab, og anvender analoge undervisningsmidler, idet vi selvfølgelig overvejer, hvor det giver mening at anvende it.
Når man har læst disse og lignende analyser af vores opspeedede digitalisering, kan kun en digitaliseret tilgang til problemerne undgår at fornemme den virtuelle afhugning af elevers og læreres hænder, som politikerne i Folketinget og i Kommunernes Landsforening udfører som en form for straf for manglende effektivitet. Vores beslutningstagere er en vældig sofistikeret udgave af Leopold den Anden og Taliban. Digitalibanisering kunne vi kalde det, der sker!
I disse dage spår man, at coronanedlukningerne vil booste brugen af digital undervisning, når hverdagen vender tilbage. Men stop en halv: det er samværet og fællesskabet børnene og lærerne savner! Men de, der har interesser i digitalisering, bruger enhver lejlighed til at markedsføre sig. Derfor må vi give dem meningsfuld og velargumenteret modstand.
