Jens Raahauge
Blog
Kwou waðis?
I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er anden refleksion.
Fra en danskeftermiddag i Hjørring husker jeg et frustreret udbrud fra en mandlig lærer: "Kwou waðis?", da en øvelse fra poetisk leg rummede flere løsningsforslag. Og spørgsmålet er måske et af de mest centrale i og for undervisningen, fordi vores valg af svar afslører os, hvad enten vi er ledere eller lærere.
Som illustration har jeg valgt et billede fra Norsk Jernbanemuseums arkiv: Vestmarkalinjens skinnebil litra C-m type 3 nr. 18205, Opel. Se, bussen holder klar, og lederen kan gå først ind og gribe rattet. Her skal vi lægge mærke til to forhold:
1) Bussens rat kan - akkurat som på Tivolis veteranbiler - dreje, men bussen følger skinnernes forløb uanset førerens ageren. Vi ser her den risiko, som blev indbygget i skoleledelse, da Bertel Haarder fik nedlagt lærerrådene. Dette banede vejen for den skinnebelagte styring mod målet, som blev så tydelig med reformerne. Bemærk ved bussens indretning, at føreren sidder med ryggen vendt mod passagererne - de lærere, hun er leder for. Og når man sidder med ryggen til, vender ørerne den ikke-lydhøre vej, så selv om man kigger i bakspejlet, er man ikke nødvendigvis lyttende, men muligvis adfærdsregistrerende.
2) og apropos bakspejlet, så læg mærke til kørselsretningen. Bussen kører imod læseretningen, fordi man hele tiden skal have opmærksomheden rettet imod dokumentation af, hvad man har gjort, når de kontrakter, der er indgået med forvaltningen, skal bringe data for dagen.
Summa summarum: Der er en vældig risiko for, at ledelse bliver til en styring på basis af data fra i går. Og netop den risiko er bestemmende for lærerens muligheder for at undervise, ja for at være underviser.
Der er tendenser i tiden til at løsne læringsmålstyringens bånd, jævnfør fx Jakob Marks (SF) forslag om øget frihed til skolerne. Men her er det værd at notere sig det, som fremgik af de fine analyser i bogen Gildninger, redigeret af Lejf Moos: Man tilbyder mere frihed inden for et stadigt mindre områder.
Jeg har anmeldt den: https://www.folkeskolen.dk/654029/ny-bog-skolen-blev-lige-saa-stille-topstyret-uden-en-faglig-debat
og reflekteret over den: https://www.folkeskolen.dk/819663/er-der-mange-steder-gaaet-fedtlever-i-laererarbejdet
Forudsætningen for at give læreren den frihed, som gør det muligt at undervise, er, at de formålsstyrede undervisningsmål bliver genindført, så der opstår det fortolkningsrum, som tager højde for faglige krav i mødet med den kontekst som elever, omgivelser og skolemiljø skaber.
Og hvis undervisningsmålene ikke vender tilbage, så at skolelederen vender sig om i bussen og lytter.
Det er faldet i min lod at anmelde faglitteratur om ledelse på folkeskolen.dk, og man kan godt blive lidt nedtrykt, når man oplever, at 95% af det der bliver trykt er angelsaksiskinspireret evidensbaseret ledelsessvøming i datahavet. Men der er befriende undtagelser, fx Skolederens stemme. Lyt, lær og led. https://www.folkeskolen.dk/1844730/det-er-den-der-lytter-som-faar-noget-at-skulle-have-sagt
Spørgsmålet "Kwou waðis?" er centralt for undervisningen, men entydige svar vil underminere undervisningen på de områder, der ikke handler om færdigheder. For at give plads til de åbne svar behøver vi politikere, der tør vise tillid og afgive kontrol, eller i det mindste skoleledere, der tør!
