Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Det blev en stjernestund, da elever fra 1. klasse og det tekniske gymnasium udviklede spil sammen
Det var en hjertevarm oplevelse at se eleverne på Sophienborgskole afprøve spil udviklet af eleverne fra det lokale tekniske gymnasie, beretter Jens Raahauge. En oplevelse, der gav anledning til at tænke over en af skolens grundsten.
Offentliggjort
Sidst opdateret
- Det er altså umuligt at få den til at styre figuren fra den trappe, udbrød en pige, mens hun trykkede løs på en tast. Det fik den unge studerende, som var ansvarlig for spillet, til at trykke på tasten uden resultat.
- Det må jeg hjem og ordne, svarede han, hvorefter han tog notater på sin computer.
Ordvekslingen var symptomatisk for den tillidsfulde stemning, der herskede mellem indskolingens børn på Sophienborgskolen og eleverne fra Teknisk Gymnasium i Hellerød.
De studerende herfra havde udviklet spil, der var målrettet indskolingselever. Nogle af eleverne havde taget afsæt i deres egne erfaringer med Pixeline, andre i Mario eller hvilke spil, de var vokset op med.
Temaet var et eller flere af FNs 17 verdensmål: Tøm havet for plastic, pas på naturens resurser, lav en sund burger og meget andet.
De studerende havde haft to lærere, Freyja Finnsdottir i kommunikation og Christoffer Soya i programmering. Og nu skulle deres årsprojekter stå distancen, når de ivrige elever fra indskolingen gik til tasterne - to og to.
De studerende introducerede deres spil, og mens der blev spillet, svarede de studerende på spørgsmål og tog notater med henblik på at forbedre spillene.
Det, der for mig var den store oplevelse, var, den samhørighed, der opstod mellem eleverne fra indskolingen og de studerende. De smilede til hinanden, når noget lykkedes, de high fivede, når noget gik over forventning, og de unge modtog kritik med en særlig taknemmelighed.
Jeg kom til at gruble over, om den skarpe aldersopdeling i skolen er af det gode, når det er tydeligt, at omsorgsaspektet giver så megen varme børn og unge imellem. Og det er vel at mærke en omsorg, der virker begge veje.
Og så var der en bemærkning, der slog mig. Den kom fra ganske mange af de studerende: "Det er vildt, så meget der er sket, siden vi gik i 1. klasse!"
Ordene udsprang af en oplevelse af indskolingseleverne tilgang til at spille; de gik uimponerede til opgaven med tydelige spilerfaringer som afsæt!
Skønt for en bedaget fyr som mig at høre teenagere konstatere at udviklingen drøner af sted.
