Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

"Nej da, jeg er ordblind!"

Et møde med en ung ordblind mand blev så overvældende, at det fik mig til at gruble over, om vi nu også er på rette spor, når vi som regel byder eleverne op til standarddansk.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her ved efterårets start var jeg sammen med en lille gruppe på tur til marsklandet nord og syd for grænsen. Og naturligvis var et af de første stop domkirkebyen Ribe, som på forunderlig vis gror op af det fladeste flade land, Lige så imponerende byen tager sig ud fra marsksiden, lige så velholdt er den, når man kommer ind omkring kirkepladsen. Her er så pænt, at man nærest drives til at søge lidt afbalancering ved at besøge Jacob A. Riis' museum, der dels skildrer hans afdækning af livsvilkårene for USAs fattige halvdel, og som dels fortæller om hans liv. Ved indgangen ser man en trailer, som viser pluk fra filmen om ham. Vi stod og talte om, hvad det var filmen mon havde at byde på, da en ung mand begyndte at berette om Jacob A. Riis' liv og om hans billeder. Han virkede til at have et stort overblik over stofområderne, samtidig med at han ikke fortabte sig i for mange detaljer. Og efter en pæn tids intens lytning med mulighed for spørgsmål og dialog, stillede vi ham spørgsmålet: "Er du guide derinde?" "Nej, jeg er ordblind!" svarede han smilende. 

Derpå fortalte han, at han ikke fik meget ud af stave sig igennem en tekst, men hvis han fik stoffet ind gennem en kombination af ord og billeder, så kunne han tage det til sig og bruge den nye viden. Han sluttede med at fortælle os, at han til sommer skulle starte på universitets uddannelse som landskabsingeniør.

Vi besluttede os for at droppe besøget på museet, fordi vi havde fået det væsentlige Jacob A. Riis-stof gjort levende. Specielt en af deltagerne var særligt oplivet af dette møde, for hun er selv ordblind og har ikke gode minder om skoletiden, men har sidenhen dyrket sin billedskabende formåen og hører i dag til blandt vores fremmeste illustratorer.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Hændelsen fik mig til at erindre finurlige samtaler med maleren Herman Stilling, som også havde haft en grusom skoletid, men som lærte at læse og skrive som voksen på Hovedstadens Ordblindeskole. Derefter bød han sig til som ordblind forfatter og foredragsholder med talefejl. Det gav et varieret ordforråd at skulle undvige de ord, man ikke kunne stave til eller ikke kunne udtale. Og så gav det en ekstra indtægt til maleren, der havde en indtægt som en faglært arbejder, men "en levefod, der er betydelig højere". Herman havde som mål at kunne ernære sig ved sine handicap.       

Mikael Bertelsen fortalte i Dansklærerforeningens Folkeskolesektions medlemsblad DANSK nr. 9/2003, at han fik en lærer, Jørgen Meldal, på Blovstrød Skole. Mikael Bertelsen var ikke skoletræt, kunne godt lide at arbejde med bøger, men fandt det kedeligt at skrive stil og fik derfor lov til at aflevere sine stile på bånd. Og han siger, at "Jeg tror måske det var der, jeg opdagede at her var noget jeg var god til."

Men jeg har også just skrevet forord til en bog om, at voksne skal læse børnelitteratur, og her klandret min lærer for at dyrke fortællingen på bekostning af læsning, så jeg meget sent fik automatiseret min læsning.

Jeg kan godt fornemme, at det er et underligt patchwork af eksempler, jeg trækker frem, men alligevel synes jeg, at der tegner sig et billede af, at vi spilder både meget skolelivskvalitet og elevtalent ved at arbejde med meget firkantede mål. 

Denne klumme er et forsøg på at sætte et par billeder på, hvordan den del af eleverne, der ikke læse- og skrivetrives, måske kan oplives. 

Selvfølgelig skal alle lære at læse og skrive så godt som muligt. Men skal de, for hvem det forekommer uoverstigeligt, med målstyringens vold og evalueringernes magt lære det først af alt?

    

Powered by Labrador CMS