Jens Raahauge
Blog
Jørn Lund har vi meget at takke for
I dag fylder Jørn Lund 75 år, og i hovedparten af dem har han i den grad søgt at tilføre danskundervisningen faglig kvalitet og gedigent værdiperspektiv. Så tak og tillykke!
For syv år siden hædrede Dansklærerforeningen sprogprofessor Jørn Lund med Tankestregen, Dansklærernes pris. At dette var et oplagt valg, kan alene anfægtes af det synspunkt, at denne pris burde have været hans mange år og flere gange tidligere.
https://www.folkeskolen.dk/544689/sprogprofessor-joern-lund-haedres-af-dansklaererne
Få har som Jørn Lund sat sit præg på danskundervisningen igennem de brydningsår, som faget og skolen gennemgik, da Folkeskoleloven af 1975 skulle udrulles i praksis.
Som underviser på Danmarks Lærerhøjskole og ikke mindst som pennefører på Dansk 1984, udgjorde han sammen med professor Torben Brostrøm et makkerpar, der viste, hvad faget kan, når det står stærkest. Det var sprogmanden med sans for litteratur og litteraten med sans for sprog, der foldede sig ud i den stærkeste beskrivelse af det fag, der både er alle fags kit og et eget bidrag til, at eleverne kan få såvel noget at leve af som noget at leve for. Dette perspektivrige (ud)dannelsesfags beskrivelse kom til at bestå i omtrent et decenium og blev endegyldigt underløbet af den såkaldte folkeskolereforms overgang fra formåls- til kompetencemålfundering, fra undervisning til læring.
Denne udvikling forudså Jørn Lund i nogle af de mange skarpe iagttagelser, som i mange år kom ugentligt i Politiken, men som siden årligt blev samlet op af Gyldendal i bøger, der fortsat er værd af få fagforstand af. Og så er de vel at mærke skrevet i det letløbende og elegante sprog, som er Jørn Lunds force.
Tidligt træder han frem som den anstændige borgerligheds anstændige repræsentant, da han på baggrund af en ventreministers tese om "fra forskning til faktura" analyserer sig frem til værdinihilismens fremkomst i både indhold og sprogbrug, hvor sportens konkurrencemetaforer slår rod.
Og han træder frem som den dannede borgerligheds dannede repræsentant, da han akkurat som Socialdemokratiet, da de havde en kulturpolitik, formuleret af tænkere som Hal Koch, Hartvig Frisch, Julius Bomholt og Georg Poulsen, finder, at alle borgere har krav på det værdifulde. Jørn Lunds bidrag til Dansk 1984 er et bidrag til dette perspektiv, skabt for at modvirke den værdinivellering, som ni år tidligere i Ritt Bjerregaards fagbillede søgte at gøre danskfaget til et overvejende færdighedsfag, hvilket har en smag af det kompetencefag, det nu er blevet.
Men Dansk 1984 er så markant et skrift, at dansklærere, der har vanskeligt ved at se sig selv i det reformerte kompetencefag, fortsat kan hente inspiration, næring og tiltro til professionens væsentlighed her. Og mange gør det heldigvis, både for elevernes skyld, men også på grund af deres eget behov for at finde mening i dansklærerarbejdet.
Hvis man savner godt selskab i disse coronatider, så kan timer i selskab med Jørn Lunds små, letlæste sprogbøger dulme savnet og berige dansklærersjælen.
Og måske kommer det seneste års aparte samfundsliv til at få et flertal til at fundere over, hvad det er, vi har savnet. Her har Jørn Lund ydet sit bidrag til, at danskfaget kan byde ind med et svar.
Og slå så op i en tilfældig, lødig avis fra i dag og læs portrættet af dagens fødselar. Her er det markante arbejde for skolen og for danskfaget stort set ikke omtalt. Hvad han dog har formået og nået!
Men herfra skal lyde en tak til Jørn Lund for de fundamentale bidrag til et anstændigt, alment dannende danskfag, som det er op til os alle at søge at vække til live igen.
Tak for dig, Jørn!
