Jens Raahauge

Blog

Skole, liv og litteratur

I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er sjette refleksion.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stort set dagligt skyper jeg med forfatteren Oscar K, dels fordi jeg holder af ham (hans kone, Dorte Karrebæk, kalder os veninderne), og dels for at få ypperlig næring til mine tanker om tilværelsen.

Forleden fortalte han mig om en ung bekendt, der arbejder som  landsdommer i Østrig. Denne unge mand følte sig ved sin udnævnelse usikker på sit arbejde, ikke på grund af juraen, men fordi han ikke følte at kende menneskene godt nok. Oscar K gav ham en liste over væsentlige klassiske værker, som han straks gik i gang med at læse - og nu føler sig bedre rustet; en fortælling der ganske fint matcher forsøgene med at udvikle lægers empati gennem litteraturlæsning.

Skønlitteraturen er det ypperste, vi formår at udtrykke gennem sprog, og derfor er den også det helt centrale i den del af danskundervisningen, som skal bidrage til, at eleverne får noget at leve for; altså elevernes personlige udvikling og dannelse som medmennesker.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

I en skole, der er defineret af individualisering, læringsmål og test, er der ikke plads til litteraturens uhåndterlige livgivning. Og som konsekvens heraf er arbejdet med fiktion da også - både i skrivning og læsning - blevet instrumentaliseret og nedtonet; hellere journalistik end kunst! 

Hvis vi ser på Bruegels illustration (som stammer fra Thomas Windings fremragende bog Bruegel  fra abc-forlaget), er det oplagt, at bevægelse i undervisningen i dag står noget tilbage at ønske. Men krop er ikke alt, ligesom kompetencer ikke er det. Skolen må have bud efter krop, kunnen og kunst.

Litteraturen er danskundervisningens primære kunstneriske indslag, for den for læserne repræsenterer både et vindue og et spejl, ikke til den virkelige verden, men til den konstruktion af det anderledes, som kan give os lyst til at forstå verden.

Skole er afledt af det græske ord for at være frigjort fra arbejde; altså at have fri tid til at beskæftige sig med det, der er vigtigt. Og hvis vi i undervisningen sidder og stirrer på hinandens navler, er det måske svært at få øje på det større perspektiv.

Oscar K formulerer det således i et essay fra 2014, sms en klassiker https://dansklf.dk/sites/default/files/TIDSSKRIFTER/F%C3%A6llesskrift/Faellesskrift_2014_OscarK_SMS_EN_KLASSIKER.pdf

"Det at være elev og gå i skole i dag er blot én dimension i de unges livsform. At være ung betyder andet og mere. Skolen er ikke længere i stand til at rumme de mange mulige kilder til erfaring og kundskab, som verden byder på. Den almindelige dagligdags viden ændrer sig og hentes mindre i den kulturelle overlevering og mere i mediernes og populærkulturens konstruktioner af virkeligheder.

Afstanden mellem den viden, de unge foretrækker, og den viden, som skolen skal formidle, er stor. Det forudsættes, at undervisning og formidling er livsnær og knytter an til den enkelte elevs egen hverdagshorisont og til hvordan den unge selv har det. Men problemet er ikke tilbuddet om viden, snarere hvordan mængden af viden forarbejdes, forankres og struktureres fornuftigt. Måske kunne det være frugtbart, at skolen gjorde sig umage med at repræsentere en forskel i forhold til de unge, så den i stedet for at opfylde de unges rutinemæssige forventning om livsnærhed beskæftigede sig med fag- og temaområder, der jegfjernt adskiller sig fra hverdagsverdenen, og understregede, at teoretiske og æstetiske strukturer som hypoteser, begreber eller litteratur ikke afbilder virkelighedsområder, men konstruerer dem ud fra et særligt perspektiv som ét syn på verden af mange. Hvis skolen bilder eleverne ind, at det, de læser, kun skal forholde sig til deres eget livs (begrænsede) oplevelser, hvis det kun er deres følelser, der bestemmer, og de for alvor mener, at fiktion har noget som helst med virkelighed og sandhed at gøre, bliver læsning en pauver affære."

I litteraturundervisningen må vi tage os den frihed at gøre skolen anderledes og virkelighedsfjern for at give eleverne en mening (i begge dettes ords betydninger), der rækker ud over dem selv - historisk, nutidigt og fremtidigt.

Dette kræver, at danskunderviseren har en fået uddannelse og nogle arbejdsvilkår, der gør hende belæst. Her gemmer sig et nutidskrav.

Dette kræver, at danskunderviseren påtager sig at præsentere eleverne for det, de ikke vidste, at de savnede. Her gemmer sig et historisk rygstød. 

Dette kræver, at danskunderviseren har et fagligt overskud, der gør det muligt at være åben overfor de tanker, der kommer i spil i den samtale, som vil ledsage en tekst. Her gemmer sig en forståelsesbegærlig famlen efter fremtiden.

Og pludselig kan det hele smelte sammen. Jeg stod for nylig i Lissabon sammen med et barnebarn og betragtede en skulptur, der hylder de brolæggere, som har forskønnet alle byens fortove med små kvadratiske marmorfliser. Inspireret af nyfortolkningerne i Den etiske Andersen (Dansklærerforeningen) fortalte jeg hende om rambukken, der var kæreste med en (brolægger)jomfru. Men da ejeren valgte at omdøbe jomfruen til stempel, slog rambukken op. Han ville ikke være kæreste med et stempel. Og pling: pigen sagde, at det var som, når ens navn bliver erstattet af et nummer.

Det anderledes kan OGSÅ afsløre det, vi betragter som normalt, fx at vi alle er omdøbt til tal i det CPR-system, som i øvrigt blev indført i 1968 (!) på H.C. Andersens fødselsdag (!!), og som er en forudsætning for test, for elevplaner og dybest set for instrumentalisering af danskundervisningen.

Vi må have litteraturundervisningen tilbage på litteraturens præmisser.