Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Mandag. Mandag. Mandag

I Løgneren glider en turbulent mandag over i tiden, der følger. Sådan som det nok også vil føles i mange familier her efter lukketid i institutionerne og skolerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har været fint at genlæse Martin A. Hansens Løgneren, der i 1950 lod et utal af DR-lyttere smitte af en livgivende litteraturoptagethed. I dag har DR ladet de mest seriøse programmer hvile i en coronabegrundet samsending mellem P1 og P4. Sådanne virusser angriber de særeste steder.

Løgneren indledtes som tidligere nævnt med, at det er fredag den 13. marts. Og den ender ved at mandagen glider over i tiden der følger, mens tilståelse og afklaring flyder sammen, så man kommer til at tænke på Henrik Nordbrandts digt: Året har 16 måneder, hvor de sidste fem er november. Udtoningen har i bogen en flod af mandagsagtig stemning, selv om foråret melder sin ankomst. Sådan vil de første 2 ugers skolelukninger måske også føles mange steder: skolen er lukket i 16 dage: mandag, mandag, mandag, mandag, mandag, tirsdag.... Og især vil de mange mandage nok især melde sig i den anden uge af hjemsendelsen.

I Løgneren kan resignation, melankoli og mismod ikke helt forhindre nogle spirer af forår i at bryde frem. Og et par af dem er ræsonnementer, som måske kan skyde endnu mere frem, når nu vi har fået tænketid.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Johannes Vig stiller Annemari og Olufs mor over for hinanden som typer, idet han karakteriserer dem som hhv. moderne lykkemenneske og traditionsbundet lovmenneske. Det gør han i 1950, så det, vi ser i dag, er en udvikling, som har nogle år på bagen; vi har ganske ensidigt dyrket lykkemennesket. Og netop i disse dage anvender statsministeren akut sin forgænger Staunings lovmenneskebegreb 'samfundssind'. Er det en enlig forårsspire - eller vil truslen om et omfattende virusangreb give anledning til at genopdage nogle balancer. 

Forleden, da jeg havde en bog om ledelse til anmeldelse, indså jeg med ét, at vores skoleulykke består i, at man har stækket den personligt engagerede lærer ved at betegne hende som privatpraktiserende og indrulleret hende i et forpligtende team, mens man har gjort klassens fællesskab til en mængde af individer. Læring bliver da en aktivitet, hvor et lærerteam står over for en flok individer, mens undervisning var et møde mellem en personlighed og et fællesskab af elever. Det moderne lykkemenneske synes at have udviklet sig til en ulykke for skolen. 

Johannes Vig mener, at hver slægt må erobre 'øen', men med ånd. Det er således "ånd at sætte pen på papiret for at erobre den gennem viden". Det bør give anledning til gode samtaler, for hvad er det for en viden, der er nødvendig for at erobre sin 'ø'? Howard Gardener, som blev maltrakteret af strukturalistiske, certificerende læringsstilgribbe, mente, at den nødvendige viden handlede om at lære om det skønne, det sande og det onde: Mozart (det musiske), Darwin (naturvidenskab) og Holocaust (historie). Dette skulle ske ved at fokusere på det, eleverne er gode til, når man tilgodeser, at de har forskellige styrkeområder. Her er et bud på de tre dimensioner, der kunne give lidt mere professionelt råderum end de flere hundrede forenklede fælles mål.

Og med hensyn til "at sætte pen på papiret", så antyder Johannes Vig et forhold: "sproget fra dengang er blæst bort", hvilket Martin A. Hansen mere eksplicit fremlagde i et af sine radioforedrag for ungdommen, hvor han funderer over de mange generationer af bønder, der havde dyrket marken bag hans hus. Men hvis han inviterede dem alle ind i sin stue, ville de ikke umiddelbart kunne tale med hinanden; han måtte stille dem i kronologisk rækkefølge, så de kunne oversætte for hinanden - frem og tilbage i tid.

Dette billede kan tjene som et oplæg til en omgang sproglig arkæologi, hvor fx Etymologisk ordbog eller Den danske Ordbog kan tjene som graveredskaber. Eleverne vil da kunne se hvilke andre lande, vi gennem tiden er blevet påvirket af - og på hvilke områder. Aktuelt: Frankrig har grundlagt til vores sundhedsvæsen - hospital, journal, kanyle... og vores postvæsen - porto, prioritere, economique.....

Måske var det en idé at vælge nogle af ordene fra Martin A. Hansens tid, hvor bondesamfundets sprog er vigende. Er der nogle af de ord, der nu er afgået ved døden, som burde revitaliseres, så kan vi jo skrive dem, plaste dem og plante dem på blomsterpinde i håb om, at de vil springe ind i mundene igen. Den idé er hugget fra Nivågård Malerisamling, hvor Jørn Lund har bistået med etableringen af et Reservat for truede ord.  https://www.nivaagaard.dk/reservat-for-truede-ord/

Mandag. Mandag. Mandag. 

  

Powered by Labrador CMS