Jens Raahauge
Blog
Hvor forandret?
Så genåbner skolerne. En norsk ungdomsbog får mig til at overveje, hvad vi lærere også skal være opmærksomme på, når alle mødes efter den lange adskillelse.
"Denne gang var pigerne ikke kun vokset i højden. De havde ligesom fyldt sig selv op indefra..." Sådan siger de teenagedrenge, der efter en lang sommerferies adskillelse ser piger vende tilbage til skolen, akkurat som de selv er, men uden at være synligt forandrede. Det sker i bogen: Til ungdommen, som er skrevet af norske Linn Skåber.
Adskillelse i tid åbner ens øjne for, at der er sket forandringer. Det kender vi alle til i forskellige udgaver. Jeg havde som barn en onkel, hvis diabetes gjorde ham blind efter chok over, at hans går nedbrændte. En snes år senere var lægerne blevet i stand til at helbrede for den type blindhed, og han så da sine to små drenge være blevet til teenagere. Han havde haft deres udseende fastfrosset for sit indre blik i alle årene, og nu: hvor forandret!
Forandringen kan være håndterbar i mange af vores livs faser, men specielt i teenageperioden, hvor barnet oplever at komme "under ommøblering", kan ændringerne synes uoverskuelige.
Og nu, hvor de store elever skal mødes i skolen efter års nedlukning, er der grund til at være ekstra opmærksom på, hvordan "de forandrede" teenagere klarer mødet. Nogle har udviklet sig forudsigeligt, men dog antaget nye former. Andre har fået forstærket problemer, som de har tumlet med også før nedlukningen, mens der hos atter andre er dukket nye op; det kan være af familiemæssig, helbredsmæssig eller social art. Vi ved at udelukkelsen fra fællesskabet har virket forskelligt på de unge.
Derfor ser jeg denne bog som en guldgrube af små monologer, som tager hånd om et værd af teenage-problemstillinger. Og hvad der er væsentligst: Den taler ikke skråt ned til de unge, men ligger på en vis måde i forlængelse af tv-serien Skam.
Linn Skåber har skrevet bogens monologer efter samtaler med et væld af teenagere, og hun lader deres stemmer lyde uden tilsætning af den voksnes (bedre)viden. Hun har givet monologerne undertitlen: Konfirmand og på skideren. Og det kunne lige så vel være Nonfirmand og på glideren.
Her er noget at spejle sig for de genkomne. En gave til de unge, men så sandelig også til deres lærere, som får korte tekster, monologer, der omkring en vanskelig situation ikke taler skråt ned til de unge, hvorved de ikke animeres til at avle modtryk og sige skråt op.
Se på billedet, der er et udsnit af Lisa Aisatos forsideillustration. Kransen om panden signalerer, hvad ommøbleringen er fuld af.
