Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Rødder og vinger. 2. Krænkelse og kontekst

Det at se vores historie i nyt lys, må ikke blive ensbetydende med, at vi søger at fordømme fortiden ud fra nutidens præmisser. Det vil gøre os dummere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg i starten af mit lærerjob skulle undervise i foråret i Prag 1968 - ganske få år efter Alexander Dubceks folkelige manifestation og fald - var trumfkortet, som fik alle elever til at klaske sig på lårene af grin over diktaturets stupiditet, det billede, hvor der er en underlig gevækst midt på skinnebenet hos partibossen i forgrunden. Gevæksten er skosnuden fra Alexander Dubcek, som faldt i unåde hos kommunistpartiet efter foråret i Prag. Han blev klippet ud af officielle billeder, men her fik man altså ikke det hele med.

Billedet og den handling, der lå bag, blev modtaget som en bekræftelse på, at vi var de kommunistiske regimer overlegne på snart set alle politiske parametre. 

I dag er manipulationsteknikkerne ændret markant, da saksen blev digitaliseret. De færreste (kvindelige) influencere undlader at forskønne sig i relation til selvskaderinspirerende skønhedsidealer.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Vi må være vågne og kritiske over for dagens manipulationer, når de drejer sig om skildringer af virkeligheden her og nu! Men også, når man i opgør med fortidens "synder" ureflekteret søger at dømme fortiden på nutidens præmisser.

Da borgerlighedens dannelsesvogter, fru Emma Gad, blandt andet udstillede inuitter og "to negerbørn" ved en udstilling af håndarbejde fra de danske bilande (kolonier), havde hun fokus på håndarbejde og ikke på race. Ustillingen bidrog i øvrigt til, at Danmark et ungdomsliv senere fik den første farvede skoleleder, og det var i Nakskov, hvor drengen, der stammede fra De vestindiske Øer, Victor Cornelin, som læreruddannet fra Jonstrup, blev viceskole- og musikskoleinspektør. Fru Gad handlede prisværdigt ud fra samtidens normer.

Og for at blive ved udstillingerne. I tiden fra miden af 1800-tallen og frem til cirka 1915 blev der arrangeret et halvt hundrede udstillinger af  fremmede, blandt andet i Zoologisk Have, i Tivoli og i Folkeparken ved Landsudstillingen i Aarhus. Her kunne man komme og opleve alverdens eksotiske mennesker; læs fx om det Jesper Wung-Sungs Lynkineser og langt mere udførligt i romanen En anden gren. Udstillingerne var nok set som underholdning, men også som en oplysning om, hvor vi kommer fra; altså en formidling af den datidige videnskabs resultater vedrørende racestudier. Danmark var langt fremme på dette felt, og da jeg var barn så jeg i et værk om verdens dyrelig en udviklingstegning: chimpanse, neger, menneske. I dag ved vi, hvad disse videnskabelige resultater førte til - tilsat lidt lutherinspireret jødehad. Det er vigtigt, som vi også har set ved skolereformen, at forskning sker inden for selvskabte grænser. 

I fanatiske politikeres ageren kan alt blive enøjet og føre til overgreb af værste art. Derfor må og skal vi vedgå vores historie, så vi kan undgå at gentage fejltagelserne.

Det er tankevækkende, at vi ser nynazismen stikke hovedet frem især i det tidligere DDR, hvor man aldrig fik et demokratisk opgør med den autoritære tænkning. Og for dens sags skyld i Sverige, hvor man aldrig har villet indrømme... Det er tankevækkende, at....

Den pædagogiske tænker bag de mange læringsstile, Howard Gardner, talte om pensum ved at slå fast, at det eneste, eleverne SKULLE lære om, var Mozarts musik, Darwins udviklingslære og Holocaust.  

Holocaust var et skændselsmonument over, hvad det forførte menneske kan formås til at gøre. Det må aldrig ske igen, sagde man, og siger vi... Men kimen lå i dele af tidens videnskab, fx i Darwins udviklingslære og i det af Luthers virke, som havde karakter af hadprædikener. Dette er langt fra ensbetydende med, at Darwin og Luther skal gøres medskyldige i ugerningerne.

Men de, der plukker elementer, som passer i deres kram fra historie, videnskab, filosofi og religion, skal vi altid holde øje med ud fra vor tids kontekst.  

Dette må være omdrejningspunktet, når vi skal bedømme krænkelser i nutidig kontekst. Og derfor er det vel naturligt at spørge: hvad sker der lige for øjnene og ørerne af os, som forekommer at være menneskeligt og demokratisk krænkende, og som vi med rette kan klandres for ikke at gøre modstand imod? Og hvad mon eftertiden med rette vil udskamme os for?

Hvorfor er der en gevækst på en kommunistisk partiboss' skinneben?  Når vi skal flyve fremad, må vi have blik for, hvad vi har haft fødderne plantet i.

Sokrates ville nok ikke være så ringe at få i spil her?

Powered by Labrador CMS