Jens Raahauge
Blog
Løsgående børn
Der findes ungdomslitteratur, som vi for få dage siden læste som fremtidsscenenarier. Men nu er skolens elever sendt hjem for at dæmme op for en virussmitte. Måske kan nogle af romanerne løse op for håbet. Her er et par forslag til læsning.
I disse timer og dage og måske måneder får vi på daglige pressemøder et blik ind i truslerne fra en coronavirus, som vi indtil nu ikke kan gøre meget andet ved end at bryde smittekæder. Og alligevel vil den brede sig.
I den situation er skoler blevet lukket og eleverne og lærerne sendt hjem. Nu består skolearbejdet for begge parter i fjernundervisning, og det diskuteres, hvordan lærerne skal dokumentere deres arbejde. Men er der ikke tilgange, hvormed vi kan afbalancere denne kontrolvirus, som er ældre end coronaen, og som vi tilsyneladende heller ikke har vaccine imod.
Jeg kommer i tanke om en eftermiddag på Kofoeds Skole, hvor jeg sad i panel med Eriks Sigsgaard. Han fortalte om en mor, der havde været på et marked i Tyrkiet med sin søn i indskolingsalderen. Pludselig havde knægten udbrudt: "Mor, her er børnene løsgående."
Vi oplever det som regel på ekskursioner og lejrskoler, at der er faglig undervisning, og så er der løsgående børn. Er det ikke lige så vigtigt i disse dage at sikre løsdriften som kontrolarket.
Måske er det, når børnene er løsgående, vil får den bedste evaluering af om det, der har fået med sig i skolen, kan bruges til noget. Så giv dog børnene undrespørgsmål.
Litteratur
Vi kan starte med at glæde os over, at vi er sendt hjem fra skole og ikke hegnet inde på skolen. Læs Jesper Wung-Sungs Skolen, hvor kampen mod en dødelig virus får myndighederne til at afsondre en skoles børn og voksne. Det er en tankevækkende bog fra 2013, hvori nogle af de dilemmaer, som vi lige nu tumler med, trækkes klart op. Hvad er tankeløst, hvad er hensynsløst, og hvad er umuligt at få løst på en rimelig måde?
Fra samme år udkom Sara Nordins En sekund i taget, hvor den blev nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. Siden er den oversat til et læseværdigt dansk af Susanne Vebel; den har fået titlen Et sekund ad gangen. Her følger vi Hedvig på 13 år. Hun er eneste overlevende efter en epidemi, og hun kæmper for at overleve ved at søge ud til en bondegård, som skolen har samarbejdet med. Her bruger hun alle de ting, hun har lært i skolen, og hvis man i skolen giver ringe kredit til de praktiske fag, så kan jeg bare konstatere, at hun ville have været død uden den praktiske lærdom. Hvordan bogen ender, kan man selv finde frem til. Men for mig at se er det befriende at læse en slags robinsonade, hvor skolens undervisning sikrer overlevelse.
I samme dystopi-genre, men for de lidt ældre, er Kim Fupz Aakesons De gale fra 1992 eller grafisk roman-udgaven med Mikkel Sommers billeder fra 2012. Igen er virussen løs, og igen handler nogle mennesker irrationelt, andre udnytter situationen, og atter andre søger at handle velovervejet. Alle handlemønstrene ser vi også her i den spæde begyndelse af corona-epidemien. Men bogen er et råb om, hvad der kan ske.
Og apropos udnyttelse af situationen, så er der langt nede under pressemødernes budskaber, kritiske røster, som frygter for, at de grundlovssikrede, demokratiske rettigheders suspendering kan føre til en vedvarende begrænsning; en frygt som vel ikke er helt grundløs, når vi ser, hvad der under dække af danske værdier er sket af indsnævringer i frihedsrettighederne.
Det var i øvrigt påfaldende at høre panelet på DR rundt om Hendes Majestæts tale. Studieværten talte om 'borgerne', men eksperterne talte om 'danskerne' - som om de, der har fået udsat deres statsborgerskab på grund af håndtrykssituationen, kan se stort på myndighedernes corona-bestemmelser. Der er andre virksomme virusser i landet end coronaen.
I den kontekst ærgrer det mig, at Dansklærerforeningen ikke længere har Martin Glaz Serup og Hanne Kvists Hvis.du.ser.noget.sig.noget. fra 2007 til salg. Det er en hektisk, drengevenlig og dialogbåren roman om et dystopisk Danmark, hvor København er delt op i zoner. Her er skælv fra de sociale og politiske brudflader, som gør udligningsreformen til en hyggeleg. Men den sætter pengenes og magtens ansigt til debat. Og igen er det drenge, der bruger det, de har lært i skolen, til at bekæmpe overgrebene. Men en del skolebiblioteker har den nok stående endnu; nogle gevinster er der da ved, at der i flere år har været grovsparet på materialefronten.
Det var lidt litteratur til løsgående børn, når de da ikke er bundet til skoleopgaver og meningsfuldt arbejde i køkkenet derhjemme.
