Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Fede spand

Den fælles morgensang er en oplagt mark for ordarkæologi. Så det er nu om at finde sprogspaden frem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Philip Faber i dag med vanlig stråleglans om munden introducerede dagens første sang, som har to kvinder som ophav, nemlig Ebba Munk Pedersen og Pia Raugs Regnvejrsdag i november, sendte jeg en tanke til færøske Teitur, som sang den sidste fredag ved DR1's fællessangaften. Han havde lagt en anden rytmebund under sangen, og for mig havde det den effekt, at jeg blev opmærksom på teksten, som jeg ellers har sunget med på ved et hav af lærerkurser uden særlig fokus på ordene.

Det virkede på en måde, som det helt forunderlige udsagn fra pigen, der har mistet det ene øje og fået det erstattet med et glasøje, i Merete Pryds Helle og Helle Vibeke Jensens Min øjesten: " Hun siger, at hvis det ikke var sket, havde hun aldrig vidst, at hun havde et levende øje." Man skal have noget at holde virkeligheden op imod for at få øje på den.

Derfor blev det interessant, da Philip Faber ved den anden sang, Jeppe Aakjær og Carl Nielsens Jens Vejmand, faldt for den vits, der er lige så gammel som fjernsynet, og føjede til, at vi måtte forklare de børn, der sang med, hvad det var for en skærm Jens Vejmand sad bag.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Men der er altså andre ord i sangen, som trænger sig mere på til en forklaring: 'frønnet' hører til på ordkirkegården, men værre er det med 'spand', fordi det klinger bekendt, og derfor står aldeles surrealistisk: 'bondens fede spand'. Men ved hjælp af sprogspaden kan vi grave os ned til, at spand er afledt af at spænde, altså at spænde heste for noget. Så det drejer sig altså om bondende velnærede hestespand, der er foran vognen.

Og her er problemet ved Philip Fabers henstilling til forældrene om at forklare svære ord for børnene, at de måske også er for unge til at vide, hvad det her drejer sig om, når de som fx her kun har oplevet heste som kæledyr.

Martin A. Hansen fortalte engang i et radioforedrag for ungdommen, at han ville invitere alle de bønder, der gennem tiden havde bjærget sig føden fra marken uden for hans hus, indenfor, men de ville ikke kunne tale frit sammen; han måtte stille dem i kronologisk rækkefølge og tale enten ned eller op gennem generationerne. 

Her er ethymologisk ordbog en slags erstatning for bedste-, olde- og tipoldeforældre, men i disse tider giver det måske mere mening at genopfinde de ældre som ressourcer ved at gribe telefonen eller Skypen og få en ordsnak.

Jeg har selv just fået fremkaldt meget levende erindringer fra min barndom i bondesamfundet fra Jens Smærups Jens, hvor ordet 'gummivogn' glider lydløst ind i tankerne, og fra Hans Otte Jørgensens Hestenes øjne, hvor ordet 'siderive' samler associationer. (Den sidstnævnte bog er i øvrigt noget af det fremmeste litteratur, jeg længe har læst).

Powered by Labrador CMS